SCHWARZWALD
Klubtur i påsken 2003
Deltagere:
Cai Risskov og Ireen
Bent og Heidi
Dirk (Heidis bror)
Søren Jensen (Pauls ven)
Egon Thomsen
Søren Nissen
Torben Schmidt og Martin
Hubert Cujai (vores lokale
guide)
Årets klubtur gik til Schwarzwald, nærmere betegnet
Badenweiler, hvor vi blev indkvarteret på Hotel Apartment Europa lige for foden
af Schwarzwalds højeste bjerge, der går op til godt 1400 m – udfordringer var
der nok af for os fladlands- ryttere.
Efter to dage uden de helt store udfordringer, men dog
ca. 2500 højdemeter for de, der kørte længst og over et par småbjerge på ca.
1000 meters højde var vi nået frem til dag 3 – kongeetapen…
”EN DAG PÅ CYKEL”
(En lille beretning fra Schwarzwald – Af
Kai Greve)
Det gik bare derudad – igen
strålende vejr – cyklen trillede næsten af sig selv – Hubert – vor lokale guide
anlagde tempoet, alt imens han forklarede vidt og bredt om de ting, der
formeligt fløj forbi!!
Vi var på vej mod et mindre
bjerg, sagde Bent – alle der kender Bent vil så vide, at det lokale bjerg
herhjemme Hjarupvej højst vil få Bent til at skifte et gear lavere!! – så et
mindre bjerg!!! Ja, sagde Bent, der er godt nok en stejl stigning til sidst,
men den er ikke så lang!! – og når Bent siger stejl mener han, at det kan
forekomme, at dækket skrider mod asfalten og cyklen bliver stående.-
-Men endnu gik det strygende,
vi havde tilbagelagt ca. 30 km, og nu begyndte terrænet at stige svagt. Egon
syntes, at farten ikke var høj nok, så han skubbede mig de næste fem kilometer
– og så sagde han, at han skulle tisse, så nu var jeg overladt til mig
selv.-troede jeg – men sandelig NEJ. Bent kom ned for at hente mig. Nu stiger
det så småt de næste femten kilometer, sagde Bent. Jeg frygtede det værste. ”så
småt” kunne betyde alt fra 5-20% og så femten lange, svingende, stigende,
stejle kilometre. Jeg mumlede noget om, at Bent så sandelig ikke skulle vente
på mig, men det blev totalt fejet af banen – ikke tale om, sagde Bent.Vi
begyndte at snakke om skole, landskaber og meget andet, mens jeg traampede i
pedalerne. Mine bidrag til samtalen blev kortere og kortere – jeg tror nok, at
sammenligningen med en blæsebælg, som vi kender fra den gamle smedie, passer
meget godt som udtryk for min
vejrtrækning..Bent trak overhovedet ikke vejret – han snakkede bare!!Nu
er det kun tre kilometer til, hvor det
flader en smule ud, sagde Bent.Vi kørte fire km. – så sagde Bent, nu er det kun
en lille km tilbage !!! så er vi der, hvor det flader ud -
oog NU er det der, hvor Hjarupvej kommer ind i billedet – Hjarupvej er
nemlig der, hvor det flader ud – hvis folk nu skulle spørge.
Superpædagogen lokkede med
næste usandsynlige argument: lige før vi er der – sådan ca. en tre km – så går det NEDAD!!! – og
derefter lidt op, hørte jeg en stemme fra rummet sige. Og den fortsatte: sikke
en flot udsigt- jo tak! Jeg gloede ned i asfalten og kæmpede for at holde
balancen.
Fremme ved målet tog damerne
liften op det sidste stykke. Jeg blev nede. Blæsebælgen havde nu mere karakter
af en pibende rallende lyd, der kunne minde om nogle ventiler, der trængte til
at blive justeret. Og Bent?? – ja ,han
cyklede selvfølgelig de sidste tre km igennem snedriver og gøgeurt mod toppen –
En halv time senere var nogle
af os på vej nedad bjerget i bil. Hver en kurve, hver en lille stigning blev
kommenteret – jo, damerne var imponeret. Jeg bremsede sådan lidt ekstra for det
var jo stejlt, så en femten killomets nedkørsel kunne godt tage lidt tid ! Næh! var kommentaren- kune
du virkelig cykle så langt med en sådan stigning?? Jo, det kunne jeg!! – men
jeg glemte vist at fortælle, at det nok mest skyldes Bents magiske evner.
Som Kai fortæller samledes vi alle på toppen af
Belchen (asfaltvejen gik op til knap 1400 m) – Schwarzwalds 3. største bjerg –
hvor vi havde arrangeret det sådant at de af vores gruppe, der foretrak lidt
kortere ture (denne dag 45 km) kunne tage bussen hjem med Kai som chauffør.
Resten af gruppen fortsatte mod Schwarzwalds højeste bjerg – Feldberg, hvor
asfaltvejen dog kun nåede op til godt 1200 m. Og der var endnu et bjerg, nemlig
Weiher Kopf i 1060 meters højde.
Alt i alt 120 km -2600 højdemeter med max. 14%.
Temperaturen var i gennemsnit 22 grader, svingende fra 16 til 30 grader – helt
perfekt.
SAMMENHOLD – Af Cai Risskov Nielsen
Schwarzwald-gruppen bestod af
behagelige mennesker med en positiv
indstilling. Det var hyggeligt med et par "almindelige" damer i
blandt os
skøre cyklister til at hygge om os. Hotel-mammi Frau Martina Pamies var også
med til at hygge om os. Hun sørgede for, at der hang små poser på
dørhåndtagene om morgen med de bestilte rundstykker. Klokken 08.00 var der
udlevering af blødkogte æg på værelse 13, som Ireen stod for. Morgenmaden
stod man ellers selv for og denne blev indtaget på de respektive værelser.
Om aftenen kørte vi i klubbussen ud at spise på bl.a. pizzeria Markgraf,
Ziegelhof, Ratskeller hos Katie, restaurant Istanbul og restauranten med de
store fade i Feldberg. Stor tilfredshed var der blandt os deltagere, hvilket
skyldtes det fantastiske gode vejr men også de vel tilrettelagte og godt
organiserede ture samt de afvekslende spisesteder, som Bent skal have en
stor tak for.
Vi holdt sammen, når vi var ude at cykle. Der blev hjulpet både med at komme
op ad de stejle opkørsler og hvis nogen havde defekt. Der var ikke noget
brok og ingen blev ladt i stikken. Alle havde en positiv indstilling. Vi
gjorde fælles indkøb i supermarkedet Spar og vi havde fælles bustur til
Freiburg. Grethe og Kai var flinke til at køre taxi-kørsel. Køre til
cykelhandler, hente glemt hjelm på Belchen og forfrosne ryttere i Kandern.
STOHREN –
Af Egon Thomsen
Stohren er efter min bedste
overbevisning et af Europas hårdeste bjerge at cykle op ad. Der er kun 3-4
sving over en længde på 5 km. Stigningsprocenten er gennemsnitlig 18% (mellem
16-20%). Jeg skal hilse og sige, at en gearing på 39/27 ikke var luksus.
Vi kørte ikke ned ad Stohren,
men det havde nok kommet til at lugte af brændt gummi fra bremserne. Vi kørte
op ad veje med højere stigningsprocenter – også så stejle, at enkelte måtte af
og gå (vi nævner ingen navne) men Stohren var den værste.
- HØJDEPROFIL –
Nedkørsel. Af Paul og Søren
Nedkørsel er et kapitel for
sig selv. Det kræver en hel del koncentration, bedømmelse af fart og sving, men
det er samtidig en udfordring for ens køreteknik.
Nedkørsler på 10 – 12 km, med
en del hårnålesving, kunne godt mærkes i armene, fordi man hele tiden skal være
klar til at bremse.
Jeg tror, at vi alle blev den
hel del bedre til nedkørsler, efter at havde prøvet det et par gange. Vi kom i
hvert fald hurtigt ned.
Med den forholdsvise høje
fart og højde - vi kørte ned fra – var det for det meste en kold fornøjelse,
selv om vi havde en ekstra vindjakke på.
Det var simpelthen bare
pragtfuldt at køre i det landskab, vejret var godt, tørt og med en temperatur
på omkring 20o C. (nede i dalen). Dog med undtagelsen af sidste
dag/tur, som var meget værre end en kold ”Tyrker”.
Nedturen foregik fra bjerget
”Blauen”, som var ca. 8 km fra hotellet, med 1164 meters højde. Temperaturen
var ved start ca. 8o C og på Blauen ca. 0o C. Det vil
sige med den vindpåvirkning på nedturen var temperaturen under 0o C.
Vi blev så afkølet, at nogle
af os flere gange måtte stoppe under nedkørslen for at få lidt varme i krop og
hænder. Ved stå i solen og klappe i hænder samt bevæge os lidt. De seje, kørte
bare i fuld fart ned og fortsatte derrudad, hvorimod nogle af os andre
besluttede, at køre direkte hjem til hotellet.
Jeg vil gerne hermed
sige mange tak til Bent og Heidi, for det store stykke arbejde med
tilrettelæggelse og gennemførelse af hele turen, som jeg betragter som en stor
succes. Turen blev jo ekstra god med det pragtfulde vejr vi havde hele ugen.
Ligeledes vil jeg også
takke vor to gode chauffører (Egon og Cai) for god og sikkert kørsel, og som
altid var villige til at køre når der var behov for transport.
Også en tak til øvrige
deltager på ture for et hyggeligt samvær, både på de daglige ture og om
aftenen.
Venlig hilsen
Paul
Cassiopeia Therme - Römisch-Irisches Dampfbad - Quelle
der Gesundheit
Af Ireen
Ja det var vi (Grethe og jeg, Ireen) meget opsat på at prøve. Først var vi i
Cassiopeia Therme bad - et udendørs bassin med 32 oC varmt vand bestående af
runde ringe, hvori man med den kraftige vandstrøm blev ført rundt. Rundt om
bassinerne var der liggestole, hvor man kunne slikke solskin.
Men Grethe og jeg havde ikke
ro til det for vi var meget opsat på at prøve det
romerske-irske dampbad. Efter at vi havde købt billet fik vi en forklaring
på hvad vi skulle gøre. Som adgangstegn fik vi et rødt bånd til at sætte om
håndleddet. Vi fik også et nummer, så vi kunne se, hvornår det var vores tur
til at få en gang sæbe-børste-massage. Da det blev min tur fik jeg besked på
at tage min badedragt af og gå ind under bruseren. Jeg kikkede en gang på de
andre. Jeg havde lige købt en ny badedragt og så måtte jeg ikke en gang have
den på. Det var en skam og en underlig fornemmelse var det pludselig at være
blandt kvinder, mænd og børn uden en trevl på kroppen. Det skulle jeg nu
lige vænne mig til. Efter at vi havde været under bruseren kom vi ind i et
varmluftrum på 50 0 C, hvor vi var i 15 minutter. Dernæst i et rum,
hvor der
var 70 grader varmt. Så 5 minutter i et rum med damp og mentol og med en
fugtighed på 50%. Så skulle vi under bruseren igen. 36 grader varmt vand i
10 minutter og dernæst i et koldt bad på 12 grader. Det var lige ved at tage
pusten fra mig, men jeg gjorde som ingenting.
Dernæst kom vi ind i et stort
rum, hvor vi skulle være i 30 minutter. Her kunne man rulle sig ind i et stort
rent hvidt lagen og så lægge sig og slappe af på en af de mange
brikse. Men det var nu ikke så nemt for rundt omkring lå der flere mænd og
snorkede. Næste step var så sæbe-børste-massagen. Liggende på en briks blev
man skrubbet med en bilbørste, varmt vand og sæbe fra top til tå både foran
og bag på. Jeg syntes det var så skønt så jeg tog turen en gang mere. Vi var
begge meget trætte bagefter men med en god følelse. Vi var enige om at det
var pengene værd og det skal man prøve når man kommer til Badenweiler.
Vi havde planlagt følgende ruter i samarbejde med
Hubert, og de blev stort set kørt som planlagt, dvs. vi kørte mellem ca. 250 km
og 650 km, alt efter træningstilstand og lyst.
Badenweiler –
Schwarze – Britzingen – Buggingen – Grissheim – Neunburg – Steinenstadt –
Schliengen – Kandern – Marzell (-Blauen – Badenweiler. Kort tur ca. 55 km) –Wies – Tegernau – Neuenweg – Weiherkopf
– Badenweiler.
I alt ca. 95 km – højeste
punkt 1038 m. Højdemeter ca. 1500 m
RUTE 2:
Danskerterræn:
Badenweiler – Niederweiler
– Zunzingen – Buggingen – Heitersheim – Staufen – Muenstertal – Belchen (1415
m) – Utzenfeld - Todtnau – Brandenberg – Fahl – Feldbergpas (1230 m med op til
12% stigning) – tilbage samme vej til Utzenfeld – Schoenau – Vembach – Boellen
(14% stigning) – Neuenweg – Kreuzweg (1070 m) – Schweighof – Badenweiler.
I alt ca. 130 km.
Højdemeter ca. 3000. Den korte tur arrangeres, så den kun går til toppen af
Belchen – bil/bus hjem herfra. (ca. 45 km)
RUTE 4: TRE – LANDS – TUREN: ”den flade tur”
Badenweiler – Neuenburg – Chalampe (F) – Basel (CH) – Weil – Loerrach –
Wittlingen – Hammerstein – Kandern –
Badenweiler.
I alt ca. 100 km.
Højdemeter max. 500
Den korte tur går
kun til Frankrig – tilbage med en sløjfe om Buggingen og Britzingen. I alt ca.
35 km.
RUTE 5 : 5 x ”lodret”:
Badenweiler – Muellheim – Schliengen – Mauchen – Stalten (16%) – Lippburg
(17% - brosten) – Schwaerze (12%) – (Britzingen – Zunzingen – Niederweiler –
Badenweiler. Kort tur ca. 40 km) -Muenstertal – Stohen (20%) – Schauinsland – Todtnau – Schoenau - Boellen
(15%) – Neuenweg -Kreuzweg – Weiherkopf – Badenweiler:
I alt 105 km. Højdemeter ca. 2000 m. Højeste punkt 1172 m.
RUTE 6: Blauen.
Fra hotellet er der kun ca.
8 km til Blauen i 1164 meters højde. Vi starter med denne kraftige stigning (op
til 12%). Derfra køres til Kandern og
deltagerne på den korte tur kan nu vælge om de vil have en ”flad” tur
hjem eller over endnu et par stigninger. Den korte rute bliver mellem 30 og 40 km.
Den lange rute går over Endenburg, videre over Belchen (uden de sidste 3 km til toppen) – Muenstertal – Staufen – Heitersheim – Buggingen – Zunzingen – Niederweil -Badenweiler.
Ca. 100 km. Højdemeter ca. 2000 m.