Lørdag den 19. marts. "Klubtur"
Årets klubtur gik som bekendt til Schwarzwald i Tyskland, nærmere betegnet byen Badenweiler. Turen startede i Rødekro tidligt en kold lørdag morgen. Foran os havde vi ca. 10 timer i bil. Jeg havde familien med, og vi kørte så efter bussen hele vejen derned.
Efter en forholdsvis begivenhedsløs køretur med pauserne og det pludselige vejromskift som højdepunkter, nåede vi langt om længe frem til hotel Europa i Badenweiler. Da vi havde fåret smidt taskerne op på værelserne, foreslog Søren, at trille en lille tur inden det blev mørkt. Bare lige for at få benene i gang efter køreturen. Og det gjorde Hans, Søren og jeg så. De andre blev på hotellet. Vi trillede ud af byen, og jeg var fuld af kørelyst og forventninger til den næste uges tid i bjergene, men jeg løb hurtigt mod den første mur. Efter små 6-7 km skulle vi lige op over en mindre stigning, kun ca. 1 km lang, men benene ville ingenting. Første tanke var: "Hvad sker der?" Men køreturen havde nok sat sig for tungt. Det viste sig også kun at være en engangs forestilling. Benene var friske igen dagen efter. Da vi var kommet tilbage, tog vi alle ud og spiste på Pizzeria.

Søndag den 20. marts. "Små bjerge"
Søndag morgen var vi alle sammen fuldstændig friske. Alle havde haft en god nats søvn, måske med undtagelse af Benny, som havde haft sin kamp med sin hovedpude og som nu kun manglede en god portion havregryn, eller hvad man nu får til morgenmad, og så var vi ellers klar til dagens tur.
Den første tur havde fået navnet "små bjerge" og det skulle senere vise sig at holde stik. Det startede ellers meget fint med at gå nedad hele vejen ned gennem byen, men så startede det ellers. Det man på dansk ville kalde en rigtig god bakke var såmænd bare vores opvarmning. Derefter var det ned på noget fladt, hvor vi kørte en times tid. Vi kom til en by der hed Kandern, derfra skulle vi videre op til en by ved navn Marzell. Alle kom op til byen, men derfra begyndte stigningen for alvor og det satte sine spor på folk. Nogle stykker valgte at forkorte turen ned og køre hjem til Badenweiler via Blauen (endnu et monster af et bjerg), mens de sidste fortsatte turen rundt, som Bent så fint havde planlagt hjemmefra. Da vi endelige kom til toppen af bjerget, som ikke var navngivet, gik det ellers nedad. Ned til byen Tegernau, videre til Neuenweg, hvor det sidste bjerg ventede. Weiherkopf, som bjerget hedder, viste sig hurtig at være et af de såkaldte "dejlige bjerge" idet stigningsprocenten var meget jævn hele vejen. Til sidst nåede vi toppen i 1038 meters højde og derfra kunne vi trille hjem til Badenweiler de sidste 10 kilometer.
Om aften glædede vi os så alle sammen til at komme ud at spise, men glæden blev hurtig en kort fornøjelse. Vi valgte nemlig at spise i byen Müllheim i et såkaldt Stadthouse. Her fik vi så en lektion i, hvor lang tid det kan tage at lave mad. Det varede cirka 2 timer fra den første havde bestilt til den sidste havde fået sin ret. Men maden den var til gengæld god.
Den første dag i bjergene var overstået, en tur på ca. 91 kilometer.

Mandag den 21. marts. "Danskerterræn?" Efter 10 timers god søvn, var det igen tid til trække i cykeltøjet og ud på cyklen selvfølgelig efter en gang solid morgenmad, selv om det var en kamp, hver dag at få nok ned tidligt om morgen. Dagens tur skulle indeholde knap så stor stigninger og blev derfor kaldt dansker-terræn. Dette kom jeg dog aldrig til at mærke noget til. For efter godt 20 kilometer troede Cai, at han var punkteret, så derfor holdt han ind til siden sammen med et par stykker, imens den forreste del trillede lidt videre. Min far, Niels og jeg blev fanget i midten. I første omgang var vi stoppet, men da der var nok til at hjælpe Cai ville vi fortsætte op til de andre. Men efter nogle snoede bygader var de væk. Derfor vendte vi om for at køre tilbage til de andre, men de var også væk. Og da vi ikke kendte ruten, vendte vi cyklerne og kørte tilbage til Badenweiler for at tage turen op ad bjerget Blauen. Det har en længde på lidt over 8 km og er stejlest på de første 4 km, hvorefter der er en lang jævn stigning til toppen. Og det lød jo til at være en nærliggende ting at prøve kræfter med, nu hvor man har gået og ventet på de store stigninger. (Danskerterræn kan man jo altid køre i hjemme). Så vi begyndte at bestige Blauen, side om side sled vi os af sted de første par kilometer, men efter ca. 2,5 km måtte min far slippe, og jeg fortsatte alene mod toppen. Det var det første "rigtige" store bjerg på turen, og benene var ikke helt inde i bjergrytmen endnu, så der var en lille midtvejskrise, men da der manglede 3 km fandt jeg rytmen, og det gik mindre smertefrit. Det var dejligt vejr på toppen, og jeg satte mig for at få depoterne tanket op igen. Efter en halv times tid kom Niels også til toppen, godt udmattet, og efter at han også havde tanket op, tog vi den lange nedkørsel ned til Badenweiler. Hen på eftermiddagen kom de andre hjem fra deres tur, og efter hvad jeg hørte, kunne man ikke kalde denne rute for "danskerterræn". Om aftenen var vi alle ude at spise. En ting, alle disse spisesteder havde til fælles, var, at vi blev bare så mætte.

Tirsdag den 22. marts. Vogeserne
Dagen startede som alle andre med, at vi fik en god portion havregryn, så vi havde noget at stå imod med til denne lange etape, fristes man til at sige. Turen var blevet tilrettelagt af Bent og Heidis gode ven Hubert, som havde planlagt, at vi skulle til Vogeserne og prøve kræfter med bjerget "Grand Ballon" og jeg skal ellers love for at det var en stor ballon. Bjerget havde faktisk været med i Tour de France et par år forinden.
Vi startede med at cykle fra Badenweiler hen til bjerget. Dog tog Carsten og Poul bussen ud til en lille by kaldet Ungerheim for at vi andre kunne tage med den hjem, hvis vi ikke kunne mere til den tid.
Vi kørte i godt en time, og da jeg stadig ikke kunne se nogen bjerge, var jeg ved at blive lidt urolig, men Bent sagde, at jeg bare skulle tage det roligt. Det gjorde jeg så, og pludselig dukkede de frem af disen. Efter at have fået jakker og mad fra bussen bevægede vi os ellers hen mod bjerget.
Så begyndte opstigningen. En lang en af slagsen skal jeg ellers love for. Det skulle nemlig senere vise sig at den var på over 23 kilometer, men vi var blevet advaret af Bent i forvejen. Vi kørte og kørte og vejen blev faktisk dårligere og dårligere, fordi der kom flere og flere småsten på vejen. Karsten nåede da også at punktere undervejs op ad bjerget.
Endelig nåede jeg op på toppen efter at måtte have kæmpet både mod den voldsomme stigningsprocent, men også mod den vind der pludselig var kommet, efter at der ikke voksede nogen træer i siderne mere. Da jeg så ville til at køre nedad igen viste det sig at der lå sne på nedkørslen. Jeg gik ind på det hotel, som ligger på toppen og spurgte på mit bedste fransk, eller det vil sige mit bedste plattysk, om nedkørslen var spærret. Det var den, og så var der ikke andet at gøre end at vende om og så fortælle det til alle de andre på vejen nede af bjerget, og da det oven i købet begyndte at dryppe en lille smule vendte alle om og begyndte at køre nedad. Endelig nåede vi bussen. Bent spurgte, om der var nogen der ville køre med ham hjem. Jo tak, var svarene, men bare med klubbussen. Så Bent cyklede ene mand hjem til Müllheim, hvor han og Heidi boede hos Hubert.
Om aften blev jeg hjemme og lavede mit egen aftensmad, mens der var nogen som tog til Müllheim og besøgte den tyrkiske restaurant.
En hård dag var slut og vi gik alle sammen tidligt i seng for at være klar til næste dags strabadser.

Onsdag 23. marts. "Blauen, igen!" Efter endnu en morgen med kamp for at komme ud af sengen og for at få  nok mad ned, var det tid til endnu en dag på den tohjulede. Dagens tur gik opad fra start. Vi skulle nemlig starte med opkørslen til Blauen, samme bjerg min far og jeg havde kørte opad to dage inden, så det sørgede i hvert fald for at man blev vågen. Vi skulle dog kun halvvejs op, derefter gik det op og ned resten af turen. Vi sluttede op ad et længere bjerg, og godt 3 km fra toppen kom der en afkørsel, den var der et par stykker som tog. De ville gerne ud på fladlandet og køre, imens fortsatte jeg med de resterne til toppen. Nedkørslen ned mod Badenweiler foregik i øsende regnvejr og nogle sving var mere end farlige i det vejr, men vi kom da helskindede hjem.

Torsdag den 24. marts. Kongeetapen
Oprindelig skulle vi i dag have været ud på vores tre-lands-tur, men da de havde meldt regn til i morgen besluttede vi altså at tage kongeetapen i dag i stedet for.
Vi startede med at køre nedad, som vi jo gjorde de fleste dage for derefter at køre et ordentligt stykke på det flade. Vi kom til en by der hed Staufen, og herfra begyndte det allerede at gå opad mod bjerget Belchen, som er det højeste i vores omegn.
En opkørsel på godt og vel 20 kilometer, men den steg kun nogle få procenter. Til gengæld var den konstant stigende. Da vi nåede til en bjerglift, kunne vi ikke køre længere op for sne, så vi kørte nedad af en anden vej, som den vi var kommet af. Vi kom til byen Utzenfeld, hvor vi besluttede ikke at køre hen til bjerget Feldberg fordi vi efterhånden var blevet godt og grundigt mørbanket. Vi kørte i stedet videre mod Neuenweg op over en lille stigning kaldet Böllen, og det var i sandhed en lille bølle, før vi kom til byen Neuenweg. Her besluttede de fleste at køre hjem over bjerget Kreuzweg, også kaldet Weiherkopf, mens Bent og Karsten tog en lidt længere vej hjem til Badenweiler.
Da vi kom hjem, var det tid til at slappe godt og grundigt af. Vi havde jo trods alt en dag foran os i morgen igen.

Fredag den 25. marts. Tre-lands-turen
Denne dag var på forhånd spået til at skulle give regn ifølge metrologerne, men det blev faktisk den pæneste dag, vi havde på hele turen. Det kan hurtigt skifte i Schwarzwald.
Dagens etape var ikke den mest spændende, for den var stort set flad som en pandekage, men til gengæld skulle vi igennem 3 forskellige lande på en og samme dag. Det blev da også den dag, hvor vi var tidligst hjemme igen, selvom vi havde lidt problemer i storbyen Basel.
Vi startede med at køre over mod Frankrig til en lille by kaldet Chalampe. Derfra gik det ellers ikke så langsomt mod Schweiz langs med floden Rhinen, som jo deler Frankrig og Tyskland. Vi kom til Basel efter utallige byskiltespurter, som Bent desværre vandt de fleste af.
Vi havde taget passet med i tilfælde af at kontrollørerne skulle spørge, men det gjorde de ikke, så vi fortsatte bare. Inde i Basel var det et stort virvar. Halvdelen af lysreguleringerne virkede ikke, og pludselig skulle man til at holde øje med endnu en faktor, nemlig sporvogne. Vi kom dog helskindet ud af byen og fortsatte derfra hjemad mod Badenweiler. Det gik helt fint og halvanden time senere var vi hjemme.
Om eftermiddagen, mens de andre lagde og slikkede sol, gik Søren og jeg ned til Cassiopeia Therme. Et sted hvor man kunne bade i kildevand, som kom direkte fra underjordiske kilder.
Om aftenen var der igen nogle, som var ude at spise, men jeg valgte at blive derhjemme og spise resterne af mine kartofler.