SYDAFRIKA 2005

Det handler ikke kun om cykling…

Af Heidi og Bent Nielsen

- Vi skulle bare sydpå – men hvorhen ? Væk fra vinterkulden, spinning indendørs, jogging med 4 til 5 lag tøj på + hue og vanter! – Sydafrika –

jeps – der var den !!!

Gennem internettet fandt vi et hus i Simons Town (ca. 30 km syd for Cape Town) for foden af bjerget og vi regnede med, at det ”var nok i orden” til os! Aber hallo – vi blev overrasket! For det første fik vi en meget kærlig velkomst af værtsfolkene, Yvonne + Francois, som havde stillet champagne, frugt, brød, skinke og ost frem til os! Det var vi meget glade for da vi kun havde 2 ”cookies” tilbage fra flyveren.

Yvonne overfaldt os med alle mulige informationer med ditten og datten, hvad vi skulle og hvad vi ikke skulle. Vi var bare ”bombet” efter 3 timer i æ toch til København, 2 timer by flight til London, 11½ time by flight til Cape Town, 1 time med taxa til Simons Town, men – champagnen hjalp (det var også varmt og højt solskin) + en god siesta og en kop kaffe, (kufferten var slet ikke pakket ud endnu, undtagen shorts og T-shirt) og så skulle vi bare ud på vores første sightseeing: - pingvinerne- vi troede det var løgn, men de var der, i massevis, delvis tamme og fascinerende! Dem besøgte vi ofte, og de kom også med hjem i form af halskædevedhæng, nøglevedhæng etc.

ACHTUNG: Linksverkehr – PAS PÅ: venstretrafik. Den besked fik vi lige fra starten ! Og der er venstretrafik over det hele! Om du kører i bil, går, løber, drejer nøglen i døren, skruer op for vandet i brusebadet – det hele er omvendt! PUHA – man vænner sig til det, men hvor er det mærkeligt!

Jeg er meget interesseret i at møde folk, snakke med dem (OK, afrikaans har jeg ikke lært endnu). Det hele gik så på engelsk (amerikansk), og det gik fint!

Vi blev ofte både hjemmefra og dernede advaret om, at det var så farligt, at færdes blandt de sorte, men vi havde det simpelthen så godt sammen med dem, og hver dag gav en oplevelse mere. F.eks. vores tur med ”æ toch” til Cape Town: -”Tag endelig ikke de almindelige vogne”, fik vi besked på. Selvfølgelig tog vi en ”almindelig” vogn og havde undervejs en god samtale med de sorte. At vi så på vejen hjem tog ”The blue coach” (en slags luksusvogn med betjening som i Orientexpressen) var kun fordi Bent havde lyst til en fed chokoladekage, kaffe og en øl ! 3 zar (= 3 kr) kostede det ekstra at benytte denne vogn, og priserne på mad og drikkevarer var moderate. Det var priser, der var til at leve med. Apropos priser: de daglige varer, som man jo har brug for (brød, ost, frugt, vand, øl, vin og alt det andet) er billigere end herhjemme, så pengene rakte langt. 2 gange om ugen gik vi ud at spise på forskellige restauranter, men helst der, hvor pingvinerne var i nærheden.

En kæmpe oplevelse var det den dag, hvor vi skulle på en ”guidet tur” til Townships. Det var spændende at se, hvordan en familie på - jeg ved ikke hvor mange medlemmer – boede, og så var der kun én seng til dem alle. Der var op til 3 senge i et enkelt rum på 6-8 m², altså sov der her 3 familier.. Vores guide – som selv boede i en Township, sagde: ”it´s no problem, about 5 children, mother and father can be in this bed!” Køkkenforholdene snakker vi slet ikke om!

Lige pludselig skulle vi ind I et skur, hvor vi fik tilbudt deres øl. De kaldte det sådan, men jeg har aldrig set lignende: det blev serveret i en spand, og selve spanden gik rundt i selskabet, dvs. de sorte strømmede til, fordi de nok regnede med, at vi turister ikke drak hele spanden. Og det smagte ad .., selv om Bent ikke syntes det var så galt endda – men han var jo også tørstig hele tiden !

Jeg havde et helt andet problem, og det var de små børn, kulsorte, med store sorte øjne, smilende og glade for, at jeg smilede tilbage. Vi kunne ikke snakke sammen, men forstod hinanden alligevel ! Jeg overvejede, om der ikke var plads i cykelkufferten.

CAPE COPRA – Motionscykelløb 23-01-05

Jeg mødte heldigvis ingen kobraslanger, selv om løbets navn angiver, at ruten gik tværs gennem et område, hvor man kan risikere at møde den frygtede slange. Til gengæld havde der været en kæmpe skovbrand i området blot 4 dage før cykelløbet.

Mere end tusind hvide, sorte og farvede cykelryttere stillede til start på den lange rute på 100 km, og på de to korte ruter var der også mange deltagere. Der var alle slags cykler – fra tandems, MTB til de dyreste racercykler. Cannondale, Trek, Pinorella og Giant var nok i overtal sammen med nogle for mig ukendte Sydafrikanske mærker.

Starten gik mellem kl. 6:30 og 7:00, og da jeg ikke var med i serien af løb, startede jeg i den sidste gruppe på 80 – 100 ryttere.

Starten var ikke anderledes end i de fleste danske cykelløb – fuld fart (+40 km/t) fra start, og snart var vi kun 15-20 mand i gruppen. Allerede efter 5 km kom den første stigning ved Boyes Drive, og her kørte de 5-6 bedste fra vores gruppe af sted, men jeg kom også godt op ad den første ”lille” stigning (sådan ca. som Munkebjerg). Derefter gik det lidt op og ned, og jeg kom til at sidde i en stor gruppe på ca. 50 mand indtil vi nåede ca. halvvejs i Simons Town ved Det Indiske Ocean, hvor jeg lige holdt en kort pause, idet jeg mødte Heidi her – hun var ude at jogge og hyggede sig vældigt ved at se de mange deltagere i cykelløbet køre igennem byen, hvor vi boede de 3 uger vi var i SA.

Så gik det videre over det, jeg kalder ”et halvt bjerg” – i min terminologi er det defineret som en stigning over ca. 5 km, gerne med serpentinersving og dette her havde en stigningsprocent på 5 – 8 %. Det var hårdt nok, men jeg overhalede ca. 50 mand opad sammen med en lille spinkel pige i gummisko og tåclips. Derefter fulgte en dejlig nedkørsel til Atlanterhavskysten, og efter nogle kilometre langs kysten begyndte det igen at stige jævnt over 3-4 km ved Slangkop Climb. Igen overhalede jeg næsten 50 mand på stigningen, dog kom nogle af dem drønende forbi mig, da det igen gik nedad, men der manglede endnu ”et halvt bjerg” – ja, på det tidspunkt var det nærmest et helt bjerg: 7-8 km opad, men lidt højere stigningsprocent på den øverste del, dvs. ca. 10-12%, og flere måtte trække op det sidste stykke. Et par negre var åbenbart helt udbrændte – de havde nærmest lagt sig helt livløse hen over cyklerne eller i vejsiden, så man blev helt nervøse for dem. Negrene reagerede åbenbart lidt anderledes på anstrengelserne end vi hvide !

Her var der desværre også tæt trafik, og det var ikke ufarligt ved de mange overhalinger – flere kørte så langsomt, at deres cykler slingrede.

Jeg havde forpasset et væskedepot i bunden af bjerget, og da det var længere og hårdere end jeg regnede med udgik jeg for væske ca. halvvejs oppe – jeg så et par stykker, der var i samme situation som var stoppet ved kilder, og jeg overvejede at gøre det samme, men tanken om, at der måske var en tørstig kobraslange, der havde samme ide fik mig til at fortsætte til toppen, hvor der var et væskedepot. Opad overhalede jeg 50-100 mand, men jeg måtte også lide den tort for første gang selv at blive overhalet opad af 3-4 deltagere, deriblandt pigen i gummisko. Da det gik nedad (op til 17%) holdt jeg mig langt inde i venstre!!! side af hensyn til trafikken.

De sidste 5 km til mål var flade, og her kom jeg i en gruppe på 5-6 mand, der lige skulle køre lidt cykelløb til mål, og trods træthed kunne jeg slutte med en ”brandføring” – det er jo svært at lade være for en gammel væddeløber ! – jeg tror nok, jeg igen nåede forbi den lille pige i …

Men der var stadigvæk 30 km hjem til Simons Town, og jeg havde besluttet at cykle hjem. Om morgenen havde jeg taget en ”Rikkie” til start, da det endnu var mørkt, og desuden var 160 km midt i januar i overkanten for mig. De 30 km hjem cyklede jeg udenom alle stigninger langs kysten, og det selv om der var stærk trafik og fyldt med folk ved strandene – det var en pragtfuld dag på alle måder…

Da jeg nåede ”hjem” skulle jeg som hver dag lige slutte med 700 m op til vores feriehus på bjergsiden: først ca. 200 m med 20% stigning, så et tilløb til 100 m med 22%, så lidt fladt og til sidst 200 m med 25% - denne søndag må jeg indrømme, at jeg gik de sidste 200 m, men ellers nåede jeg at cykle op ca. 20 gange i løbet af ferien.

Jeg glædede mig meget til den kolde øl, som Heidi havde lagt i fryseren, men efter at cyklen var stillet i garagen, var der lige de 69 trappetrin, der skulle klares – PYHA !

Men nu til min første cykeltur i venstre vejside – det tog mig 10 dage inden jeg prøvede! Jeg syntes, det var svært nok at jogge/gå i højre side mod trafikken ! O.K., jeg lejede alle tiders MTB(Cannondale), perfekt i størrelse og gear, bremser m.m. virkede optimalt. Men, men, efter 20 meter i en rundkørsel ”kørte det hele rundt” og jeg var grædefærdig. ”Jeg afleverer den med det samme igen”, tænkte jeg. Jeg trak så cyklen et stykke og prøvede igen – på Bents baghul kom jeg hjem til vores dejlige hus, hvor jeg kunne sunde mig.

Om eftermiddagen skulle vi ud på en lille cykeltur igen, og der gik det fint. Dagen efter på stålhesten igen, kl. 8:15 om morgenen, det var allerede varmt, højt solskin og vindstille. Vi kørte ud til Cape Point, hvor jeg lige pludselig lå foran Bent (ha, men det var, fordi han skulle betale entré til National Park, som vi var kørt ind i).

”Hvad er det for en flot sten, der ligger i vejkanten”. Jeg standsede og stenen bevægede sig, og den sødeste skilpadde smilede til mig.

2 dage efter skulle jeg opad ”The Red Hill” (hvem bestemmer egentlig i vores husholdning?). Det var alle tiders stigning, blid nedkørsel og heldigvis sov aberne på det tidspunkt !

En tidlig januarmorgen ved False Bay

Klokken er 7 morgen og jeg sidder på vores terrasse højt over byen med blik ud over False Bay. Det er pragtfuldt solskin og helt stille vejr. På kystvejen mellem Cape Town og Cape Point har der siden kl. ca. 6 både været løbere og cykelryttere undervejs. Selvfølgelig også folk ude at lufte hunde og almindelige spadserende, men det er slående at se, hvor mange der motionerer, og vi ved at det fortsætter hele dagen, hvor hundredvis af motionister på henholdsvis MTB og racercykler vil tage sig en pragtfuld cykeltur ad ruten eller en del af ruten til verdens største cykelløb – Cape Argus, der finder sted hvert år i begyndelsen af marts – i år d. 13-3 med forventet 40000 deltagere.

Om et times tid vil Heidi og jeg cykle til Cape Point og Kap Det Gode Håb – de sydvestligste punkter i Afrika. Det er en tur på ca. 50 km frem og tilbage. Jeg har min egen racer med og Heidi har lejet en fin MTB.

Kapgængerne er nu også på vej – vi spurgte den anden dag en af dem, hvor langt de gik, og han svarede: ”12 Km, but it feels like hundred”. Vi ser hver morgen en gruppe på ca. 20 kapgængere, hvoraf mange er marinesoldater.

Nu begynder de gule ”hvermandsbusser” (The bus for you) at komme ind med de sorte arbejdere fra de mange Townships i Cape Town og omegn. Vi har en gruppe sorte murere i gang med at bygge på nabogrunden. Det foregår i højt humør fra kl. 8 – 17:30 med et par timers pause, og lidt kortere tid om fredagen. En arbejdsdag som derhjemme, men underholdningsværdien er bestemt større.

Heidi har vinteren igennem ”kun” cyklet på spinningcykel, så turen til Cape Point og Kap Det Gode Håb på den lånte MTB-cykel er noget af en udfordring for hende, da hun dagen før kun havde kørt 20 km fra udlejningsforretningen og en lille tur i byen, og det havde været hårdt nok, især på grund af tilvænningen til venstrekørsel.

På vejen til Cape Point kan vi risikere at møde de berygtede aber = Baboons, der er kendte for at overfalde folk, der holder frokost og stjæle al deres mad, ja i den første uge vi var her, spadserede en familie på 7 Baboons ind i en forretning i Simons Town og forsynede sig fra hylderne, indtil indehaverens søn skældte dem så KRAFTIGT ud, at de stak af igen.

Så hele vejen langs kysten til Cape Point holder vi udkig efter aberne, og bananerne havde vi for en sikkerhedsskyld ladet ligge derhjemme…

Vi møder heldigvis/desværre ingen Baboons på denne tur – kun masser af skilte med påskriften: ”Baboons are dangerous” !

Men ellers er der et fugleliv og en natur, der kan tage pusten fra en – vejen var kuperet, men overkommelig. Dog er det efterhånden blæst lidt op, så udturen bliver alligevel rimelig hård.

Vi når til Afrikas sydvestligste punkt – et både frygtet og velkomment sted for de mange søfolk, der krydser her mellem Atlanterhavet og Det Indiske Ocean. Vi bor som tidligere nævnt ved False Bay (Den falske bugt). Navnet hentyder til, at mange søfarende kom til at sejle ind i bugten, når de rundede Cape Point, idet de troede at de var nået ind i det Indiske Ocean / Atlanterhavet, men i virkeligheden skulle de lige et stykke længere mod øst/vest inden de havde rundet Afrika.

Hjemturen er rimelig let med vinden i ryggen, men også den smukke natur gør turen lettere.

Tilbage i Simons Town tager vi lige indkøbene med og derefter op ad vores 20-22-25% -bakke med 5 kg på ryggen – PUHA !

Efter frokost og et par KOLDE øl læser jeg videre i Brian Holms bog ”Smerten Glæden” – det er en rigtig god og velskreven bog om det hårde liv som professionel cykelrytter, men selv om jeg er fascineret af de hårde drenge, så er jeg glad for at det ikke er mig – heldigvis kan man også være cykelrytter/cykelmotionist på en anden måde. Så selv om jeg glæder mig til morgendagens cykeltur på ca. 110 km, så har jeg ikke tænkt mig at træde i de professionelles spor.

Et par dage senere cykler jeg selv en tidlig morgentur. Først op over Red Hill, hvor de sorte myldrer ud på vejen fra deres blikskure på vej til arbejde og skole. ”Good Morning” siger jeg mange, mange gange, og de svarer et eller andet på deres sprog, jeg ikke forstår, men mon ikke det betyder ”Godmorgen”. Efter knap en times kørsel er jeg helt alene på en strækning ud mod Cape Nationalpark, og pludselig myldrer det med aber på vejen foran mig – jeg har mødt de berygtede Baboons, og ikke kun et par stykker, men en hel flok på 15 – 20 – der er alle størrelser fra de små babyer til voksne på omkring en meter, så dem skal jeg ikke ”slås” med, så jeg bliver holdende i behørig afstand, og håber de snart når over vejen. Men de har ikke travlt, der skal først pilles lopper ud af hinanden midt på vejen, og først da der kommer en bil med rasende fart trækker de ind i vejsiden – men tør jeg nu køre forbi ? – ”Baboons are dangerous”, har jeg jo læst på skiltene, og jeg er stadigvæk helt alene. Og jeg har ikke rigtig tid til at cykle tilbage, da Heidi og jeg skal nå et fly til vores safaritur denne dag. – Nå efterhånden er de fleste Baboons kommet over vejen og ind i terrænet, hvor nogle af dem hænger i træerne, og da der kun er 3-4 tilbage i vejsiden, der har travlt med at pille lopper af hinanden vover jeg mig forsigtigt forbi i højre side. De kigger ganske vist på mig, men fortsætter heldigvis deres loppepilleri.

Det var anden dag i træk jeg mødte en levende ”vejspærring” – dagen før havde jeg mødt 5 strudse 100 m før Kap Det Gode Håb. De stod også midt på vejen og ville absolut ikke flytte sig, så for at nå helt ud til klippen måtte jeg tage cyklen på nakken og gå igennem terrænet i en bue langt uden om dem !

Den dag havde jeg heldigvis fotoapparat med, hvilket ikke var tilfældet, da jeg mødte aberne, men heldigvis mødte jeg to Baboons dagen før vi rejste hjem, så jeg kunne få knipset mit bevis.

Vores safari i Addo Elephant Park var en kæmpe oplevelse, men parken lå godt 800 km fra Cape Town, så først med ”Rikkien” til lufthavnen – undervejs skulle gearkassen skilles af og sættes sammen igen, men det tog vores chauffør med ophøjet ro. Flyveturen til Port Elizabeth på 1 time 5 min. var meget behagelig, og fra lufthavnen blev vi kørt ud til parken i en minibus. Her fik vi vores ”cabin” = hytte, og vi havde det bestemt ikke koldt! Elefanterne var der i massevis, og desuden så vi zebraer, bøfler, antiloper, sjakaler og andre eksotiske dyr. Løverne sov desværre, eller heldigvis ?

ROLLERCOASTER – Motionscykelløb d. 30-01-05

04:15 – Vækkeuret ringer, det er bælgmørkt udenfor, men jeg har besluttet at cykle de knap 35 km til start i dagens cykelmotionsløb i Cape Town. Da jeg jo får knap 70 km (2 x 35 km) cykeltur oveni cykelløbet, har jeg valgt den korteste distance på 58 km frem for 88 km – distancen. Den korte rute indeholdt også alle ”bjergene” fra den lange rute, og de ekstra 30 km havde jeg trænet på et par gange.

Ruten er hård, idet den bl.a. fører over Ou Kapse Weg fra begge sider, og der skulle være op til 17% fra den side, jeg kun kender fra nedkørslen.

Heidis kaffe og morgenmad smager ekstra godt denne morgen. Hun er som sædvanlig stået op for at se, om jeg husker alt !

Heldigvis har jeg taget mit cykellys med hjemme fra Danmark, idet det endnu er kulsort, da jeg cykler igennem Simonstown, hvor der dog også er et godt gadelys, og jeg kender de få huller, der er i vejen her. Omkring kl. 5:30 begynder det at blive lyst, og kort efter møder jeg masser af løbere, både enkeltvis og i flok – ja, folk er sandelig tidligt oppe her i Sydafrika – f.eks. har Glencairn Cykel Klub, 3 km fra Simons Town, fællestræning kl. 6:00 både lørdag og søndag !!!

Da jeg nærmer mig startstedet møder jeg mange cykelryttere, der ligesom jeg cykler til start, men temperaturen på ca. 18 - 20 C om natten betyder også, at man kan køre til start kun iført korte cykelbukser og tricot, også selv om vejret bliver lidt dårligere, da jeg når startstedet. Det blæser op og skyerne driver mod os og vi får også nogle dråber regn.

Ved start er de seedede ryttere linet op i grupper klar til start – det er virkelig veltrimmede ryttere i de forreste grupper, hvor der bl.a. er grupper for U23, junior- og dameligaen. Jeg får kæmpet mig igennem de flere tusinde deltagere, og ordner tilmeldingen på kort tid. Så stiller jeg mig bagerst i køen, da jeg jo ved fra sidste søndag, at ikke-seedede ryttere skal starte sidst (det er kun ryttere, der er tilmeldt hele serien af løb, der seedes, og de har fast nummer). Denne gang er der en meget stor gruppe af ikke-seedede, så jeg rykker lidt frem i feltet før starten går.

Jeg kommer da også hurtigt op mellem de 5-10 forreste, og bortset fra et par sorte, der åbenbart vil brænde alt krudtet af inden bjerget er vi en lille god gruppe, der kører godt sammen de første 10 km, indtil vi skal op over Ou Kapse Weg fra den stejle side – dvs. op til 17% over 3½ km, og det er hårdt. Det er imidlertid inspirerende, at jeg kan overhale op mod 500 deltagere på det stykke – flere kryber nærmest over de 310 meters stigning, dvs. bakken har et gennemsnit på 9% over de 3½ km. Jeg begynder ligefrem at føle mig som en rigtig bjergrytter, men så kommer jeg i tanke om, at deltagerne foran mig jo er seedet, således at de bedste er startet først, så det er jo på en noget billig baggrund jeg udnævner mig selv til bjergrytter – men, dejligt alligevel, og det giver nærmest vinger at overhale så mange.

Lidt ned på jorden kommer jeg dog på nedkørslen over ca. 8 km, hvor jeg bliver overhalet af en 20-25 stykker, heriblandt 5 kvinder. OK – jeg har lovet Heidi at komme hel hjem, så jeg holder lidt tilbage, idet jeg synes, der er lidt for meget færdsel til at køre midt på vejen, og de 25 henter jeg hurtigt igen i bunden af bjerget.

De næste to bjerge/bakker bliver forceret uden problemer – denne gang havde jeg to flasker på cyklen - og undervejs giver jeg mig tid til at tage et par fotos og hjælpe en deltager, der er punkteret. Til sidst er der lige plads til at køre et rigtigt race i en gruppe på 8-10 mand.

Og til sidst cykler jeg de knap 35 km hjem til Simons Town, hvor jeg i fin stil klarer vores 20-22-25% stigning. Og klokken er endnu ikke 12, så efter champagne, bad, frokost og en lille siesta er der stadigvæk meget af søndagen tilbage. Igen en pragtfuld dag !

Skulle vi hjem til Danmark igen ? Joh, men … rejsen tog næsten 26 timer: Rikkie til lufthavn, ventetid, fly med BA til London, ventetid, fly til København, ventetid, tog til Rødekro med ventetid i Fredericia – nej, hvor jeg frøs. I Rødekro havde vores nabo og klubkammerat, Ole parkeret vores bil lige uden for stationen og derhjemme havde en anden nabo sørget for at sætte varme på. Vi købte lige lidt rugbrød, æg og ost på vej hjem, og derefter gik vi på hovedet i seng.

3 uger med masser af indtryk og oplevelser ! Det skal gentages.

FAKTA OM SYDAFRIKA

Sydafrikas areal er 1.219.090 km² – det er ca. 28 x Danmark.

Der er 3000 km kystlinie.

Klimaet er subtropisk med gennemsnitligt 464 mm regn årligt (verdensgennemsnit 860 mm). Cape Town har som eneste sted i SA regntid om vinteren, de andre områder har mest regn om sommeren. SA er berømt for dets solskin.

Der er et meget rigt fugle- og dyreliv. Bl.a. har man ”the big five”, dvs. elefanter, giraffer, løver, bøfler og næsehorn, og man gør en stor indsats for at bevare de truede arter, bl.a. ved at oprette nationalparker. Der findes også en stor flora – Cape National Park har således flest plantearter i hele verden i forhold til områdets størrelse.

Sydafrika har 45 mio indbyggere. Der er 9 provinser.

Der er ca. 10000 km fra DK til Cape Town

Møntfoden er ZAR(Rand) og 1ZAR = 1 Krone

Regering: Siden apartheids ophævelse i 1994 har regeringspartiet været de sortes parti ANC, der fik 62% af stemmerne ved det første frie valg i 1994. I 99 gentog de sejren og erobrede næsten 2/3 af stemmerne. Første ”frie” præsident var Nelson Mandela, og han blev efterfulgt af partifællen fra ANC, Mr. Thabo Mbeki i 99.

Der findes følgende folkeslag i SA: Ngumi (Zulu, Xhosa,Ndbele,Swazi), Sotho, Twana, Tsonga, Venda, Afrikaners, Englændere, ”Farvede”, Indere + de imigrede fra Afrika, Europa og Asien.

Der er 11 forskellige sprog: Afrikaans, engelsk og forskellige stammesprog.

Alle har ret til at bruge eget sprog og selv bestemme sit ”kulturelle” liv. Man har også ret til – hvis muligt – at modtage undervisning i det sprog man foretrækker.

80% af befolkningen er kristne – derudover hinduer, muslimer, jøder og nogle få stammereligioner(0,3%). 15% er ikke-religiøse.

Siden apartheids opløsning er kriminaliteten faldet, og der er blevet flere arbejdspladser (+12% i 2001)

Det største problem for SA i dag er det store antal HIV-smittede. Sidste opgørelse siger at 16% af befolkningen er HIV-smittet.

Town-ships: Den overvejende del af den sorte befolkning bor i Town-ships. Det er ”blikskureområder”, der primært ligger i udkanten af storbyerne. Ikke alle huse er blikskure – regeringen er i fuld gang med at opføre pæne små huse i områderne. Tjener en familie under 800 ZAR pr. måned er man berettiget til en sådan lille lejlighed – tjener familien mellem 800 og 1500 ZAR pr. måned skal man betale halv husleje, men ejer så boligen efter 5 år.

Så i en Township er forholdene også meget forskellige, men et fælles træk er at man bor meget tæt sammen – det elsker de sorte åbenbart!

Priserne er gennemgående lavere end i Danmark

Fødevarer ca. 10% lavere

Restaurant ca. 30% lavere

Tog: Simonstown-Cape Town centrum 50 km: 47 kr tur/retur for 2 pers.

TAXI: 10 kr pr. km

RIKKIES (Tilkaldetaxi/dele-taxi): 16 kr for 5 km for 2 pers.

Bed and Breakfast: fra 200 kr for et dobbeltværelse

Rejsens pris: Hele vores rejse i 22 dage alt inkl. – guidet udflugt til Townships og Safari i Addo Elephant Park med overnatning og fly frem og tilbage, mad, souvenirs, leje af MTB m.m. kostede for os begge 38.000 kr. Tog Rødekro – Kbh. er inkluderet. Min cykel kom med under alm. bagage på max. 2 x 23 kg. Flybilleterne havde vi købt billigt 10 mdr. før over nettet for 6.100 kr pr. person ved British Airvays (Kbh. – London – Cape Town retur). Der kan også flyves Kbh./Billund- Amsterdam-Cape Town. Priserne afhænger meget af tidspunktet, men er man tidligt ude (½ år før) kan de fås for 6-8.000 kr, incl. afgifter,. Der kan også flyves fra Hamburg over Frankfurt.

Se www.ba.com – www.fdm-travel.dk – www.lufthansa.de

Bed & Breakfast, hotel og feriehuse kan fås fra ca. 200 kr for dobbeltværelse pr. dag. Vi havde valgt et rigtigt luksus-feriehus, som vi fandt på nettet til 500 kr pr. dag.

Visa: Man kan rejse ind i landet på et pas, der er gyldigt til nogle uger efter hjemrejsedagen. Passet stemples ved indrejse og udrejse. Vi havde fået at vide, at vi skulle betale 440 kr pr. person ved indrejsen, men det var ikke tilfældet.

Vaccinationer: Havrix og difterivaccination anbefales (holder 20 år). Malariepiller er kun nødvendige, hvis man skal på safari i de nordlige områder (Krüger Nationalpark). Pillerne tages 1 dag før safarien, og kan købes i Sydafrika.