Formiddagen startede med at vi blev samlet op af cykelbussen forskellige steder i Ny Aabenraa. Sidste opsamlingssted var Natur og trekkingcenter Syd i Felsted.
Så kørte kareten med ryttere og cykler mod Sandbjerg slot ved Sønderborg.
Humøret var højt og det virkede som nogle hyggelige fyre jeg skulle med.
Naturligvis begyndte det at regne. Det var lige hvad der manglede.

Cykelbussen drejede ind på slottets nyrevne gårdsplads. Bent, vores chauffør mente åbenbart, at vi havde blåt blod i årene, så han lavede lige en VIP-parkering foran slottets trappe. Alle andre dødelige er henvist til at parkere 250 meter ude af vejen på slottets gæsteparkering.
Vi fik vores bjerggeder af bussen, og inden vi havde fået samlet vores cykler, var der allerede løbet 2½ liter regnvand ned ad nakken.

Vi fik sagt farvel til Bent, og så gik det på MTB-erne igennem slotsparkens græsplæne. Det er utroligt, som sådan en flok mountainbikere kan lave rene plovfure i en sjaskvåd græsplæne.
Vi kørte igennem den mudrede Sottrup skov og op til Østre Snogbæk. Så 8 km lige ud af asfalten med blæsten lige i fjæset mod Blans. Halvanden km efter Blåkrog drejede vi ind i landskabet og så gik det langs mudrede markskel og vandreruter.

Det var utroligt tungt at køre i det ælte, og vi var fuldstændig smurt ind i mudder fra top til tå. Ja selv cyklerne var vel blevet en 8 kg tungere.
På et tidspunkt fik nogle slyngplanter fat i Bos (Team Valhal) ene pedal med det resultat, at cyklen stod stille på stedet, og Bo gik op i håndstand og forsatte i strakt salto ud over styret. Hvis Diana Benneweis havde set det, var han selvskrevet til at give nummeret næste gang cirkus er i byen .

Bo var i øvrigt ikke den eneste, der skulle vise machostil. En af Rødekro-gutterne skulle lige vise, hvordan man laver fri bane på stien, ved i fart at nikke en skalle til en mandshøj brombærbusk. Jeg behøver vist ikke at fortælle nogen, hvordan man ser ud i bylden bagefter.
Vi nåede Naldtang, hvor jeg begyndte at fornemme krise, krampe, syre, åndenød, for meget julemad og kolde tæer, men vi skulle jo videre.
Op ad bakken ved Naldtang og så ind på naturstien mod Varnæs hoved.

Ruten mod Varnæshoved er en af de mest naturskønne vandre-/MTB-ruter i Sønderjylland. Man kører flere steder på kanten af den godt 20 m høje klint, men der var ingen der havde tid til at nyde udsigten, da folk havde travlt med at holde tungen lige i kæften, for ikke at cykel og rytter skulle fortsætte ud i det blå, eller var det grå.
Vi kom helskindet til Varnæs Hoved uden nogen fik prøvet lodret downhill-kørsel.
Efter en kort pause for at vente på svesken i den sønderjyske pølseende gik det videre mod stranden ved Varnæsvig og op gennem skoven mod Varnæs, gennem byen og bagom ad grusveje til Gl. Skovbøl.

Vi var kun lige nået ind i Gl. Skovbøl før Bo punkterede, og da han er ny inden for kunsten at begive sig rundt i terrænet ved hjælp af en cykel med knopdæk, havde han ikke tænkt på, at en sådan tingest kan miste luft, når den køre over noget spidst eller skarpt. Han havde hverken slange eller værktøj med. Der var ikke hurtigspænd på hans baghjul, og ingen af os andre havde et stykke værktøj fra vores broderfolk. Så han blev efterladt blandt vilde dyr og de indfødte. Vi andre kørte de 3 km ud til Natur og trekkingcenter Syd, hvor der var depot med varme drikke og lidt sødt til tanden, og så kunne vi også få sendt en bil ud efter havaristen.

Efter at have tanket op med lidt varm kakao, chokokiks og bananer kom sidste etape.
Den gik over Krusmølle ned gennem Hostrup skov til Aabenraa og omegn og til det ventende bad. Jeg var total sort af mudder over det hele. Så dem der siger, at sorte fyre er veludrustede, lyver. Den er ca. 2 mm og minus 8 grader kold. "OG AV FOR SATAN" hvor var vandet varmt på de kolde tæer.
I øvrigt skulle mit cykeltøj trækkes af med et koben og en spartel.

Jeg glæder mig til næste tur. Det var nogle seje gutter, der var med, og skidehurtige.

Vi ses og tak for turen
Hilsen Jan