PÅ CYKELTUR PÅ LA PALMA - "verdens mest bjergrige ø"

Efter ca. 1 uge med MTB-ture i den "fladere" del af La Palma, en af de kanariske øer, var dagen kommet for juleferiens "kongeetape" - en cykeltur på ca. 100 km op til Roque de los Muchachos i 2426 meters højde.

Da Heidi og jeg boede i en lille Finca i 3-400 meters højde startede turen med 5 km´s nedkørsel til havet, idet turen skulle begynde i 0 meters højde. Disse 3-400 meter måtte jeg så tage ekstra til sidst, men nu vi snakker højdemeter var der undervejs overraskelser i form af længere nedkørsler, så alt i alt ventede der mig en tur med mindst 3000 meters stigning.

Vejret var aldeles perfekt denne dag - juledag 2002 - højt solskin og op til 25° C. Desuden var det vindstille indtil jeg nåede over 1500 meters højde, og selv her var vinden ikke noget at tale om på en Mountain-Bike.

Fra vores Finca i La Laguna på sydvestsiden af øen gik turen til en lille havneby, Puerto Tazacorte, hvor den første stigning begyndte. Her gik det først gennem serpentiner op til en bananplantage, hvor der også voksede avocados og appelsiner helt ud til vejen, så man let kunne plukke dem fra cyklen. Samtidig var der en blomsterpragt, som kunne tage vejret fra enhver naturelsker.
Efter ca. 6 km´s opkørsel nåede vi den første top 594 m.o.h. og herfra kørte Heidi hjem igen og jeg fortsatte alene nordpå langs kysten. De næste ca. 10 km blev jeg nogenlunde i de 600 meters højde, men af og til gik det lidt ned og op igen, når nogle store kløfter skulle passeres. På et tidspunkt passerede jeg en kilde, hvor jeg kunne fylde min flaske - jeg havde kun en flaskeholder på cyklen, hvilket senere skulle give problemer!

Efter ca. 10 km på højderyggen kom der en længere stigning, igen med en blomsterpragt langs vejen og desuden var jeg nu også kommet op til mandeltræerne, der netop begynder at blomstre på dette tidspunkt af året. Derefter fulgte en nedkørsel på et par km hvorefter det for alvor begyndte at gå opad med en stigningsprocent på omkring de 10%. Nu var der ikke flere tankstationer, kilder eller beboede huse så jeg blev lidt betænkelig med hensyn til at kunne få nok at drikke. På et tidspunkt var jeg klar til at standse en af de få biler, der havde vovet sig op i bjergene, men efter ca. 5 km´s klatren fik jeg pludselig øje på en restaurant, hvor jeg fik drukket godt og fyldt min flaske. Desuden tog jeg en dåse Aquarius med i lommen.

"Cuantos kilometres son hasta el Roque de los Muchachos" spurgte jeg en tjener på mit bedste spansk og for en sikkerheds skyld gentog jeg det på engelsk. - "Doce / twelve km" svarede han og viste mig retningen. Da jeg regnede med at være oppe i ca. 1200 meters højde, tænkte jeg at det kunne jeg nok klare, ca. 10% i gennemsnitsstigning på en MTB - det var til at overkomme. … Men, hvad var nu det, det gik jo nedad og nedad ca. 3-4 km, så pludselig måtte jeg være under de 1000 meters højde, og da jeg endelig stødte på et skilt viste det 12 km til Roque og et andet skilt viste 15% stigning.

Gear 24 x 28

Det var et bjerg !!! - ca. 1500 meters stigning på 12 km (prøv at sammenligne med bjergene i Tour de France), så det var godt at jeg havde en god gearing. De fleste stigninger havde jeg klaret i 24 x (18, 20, 22), men pludselig fik jeg brug for 24 x 25 og da det ikke kørte så godt (hak,hak) var jeg ind imellem nede i 24 x 28 (mit laveste gear var 24 x 32 og det brugte jeg nogle dage senere på en bakke på 25-30%).

Jeg fandt efterhånden ind i en god rytme og nød det skovklædte landskab med de typiske pinjer, klipperne og de store slugter. Mit eneste problem var igen væskemangel, idet der ingen kilder, kiosker eller bebyggelser var. Kun enkelte biler passerede mig, men jeg regnede med at væsken kunne holde til toppen - jeg er jo lidt af en kamel, hvad det angår - og efter 1 time og 45 minutter konstant "klatren" nåede jeg op på plateauet , hvor jeg i ca. 2200 meters højde havde en pragtfuld udsigt til det berømte Aristofisico observatorium, hvor bl.a. også danske rumforskere arbejder og til Roque de Los Muchachos.
Jeg havde nu kørt de godt 12 km opad, men endnu var der ca. 2-3 km til øens højeste punkt. Desværre havde turen på det tidspunkt taget så lang tid at jeg måtte nøjes med at se Roque, idet jeg kunne regne ud at jeg ellers ville risikere at det var mørkt inden jeg nåede hjem - jeg var også nødt til at holde for at få noget at spise. Men mon ikke Roque stadig står, når vi næste år igen tager til La Palma. Så vil jeg have min racer med.

HJEMTUREN

Da jeg ikke kunne nå rundt om øen på en dagstur var jeg nødt til at køre samme vej hjem, altså starte med en lang nedkørsel.
12 km nedad med de stigningsprocenter jeg har omtalt lyder måske som en lækkerbisken, men det kræver virkelig koncentration og gode arme at køre så meget nedad - hele tiden skulle der bremses og styres rigtigt i de mange serpentiner, så efter denne første nedkørsel var jeg stiv og øm overalt og den kommende 3 - 4 km stigning gjorde ligefrem godt, men jeg var nu godt tørstig, så jeg glædede mig meget til restauranten på toppen.
Cola, kaffe, vand og en sandwich blev indtaget med største fornøjelse på den enligt beliggende restaurant, der dog var godt besøgt. Derefter aquarius fra automaten til flasken og et stykke fremme kunne jeg igen tanke fra kilden, jeg brugte på udturen. Nu kørte det bare derudad, men alligevel blev det først kort før mørket sænkede sig at jeg nåede hjem til vores lille Finca i La Laguna. I alt havde jeg været undervejs i 8½ time, heraf mindst de 7½ time på cyklen. Hele turen på asfaltveje.
Lad lige være med at regne gennemsnitshastigheden ud!!!

FAKTA OM LA PALMA

• Øen er med 730 km2 den femtestørste af de 7 kanariske øer - til sammenligning er Bornholm på 484 km2, dvs. La Palma er 1½ gange så stor som Bornholm.
• La Palma er verdens mest bjergrige ø i forhold til sin størrelse og bjerkæden Caldere de Taburiente udgør 15% af øens areal. Højeste punkt er Roque de los Muchachos (2426 m).
• Der er en rimelig god asfaltvej hele vejen rundt om øen (ca. 130 km) og 3 ligeledes rimelig gode asfaltveje tværs over øen, den ene med 3 tunneller. Omkring hovedstaden Santa Cruz de La Palma (18500 indbyggere) på østsiden og i Aridanedalen på vestkysten er der flere gode veje velegnet til træning på racercykel. Der er kun lidt trafik.
• Der er ikke direkte fly fra Danmark, men Condor flyver hver tirsdag fra Hamborg, ligesom der er fly fra de øvrige større tyske lufthavne.
• La Palma er den mest frodige af de kanariske øer med en årlig nedbør på godt 500 mm om året. Det meste regn falder i december og i januar, hvor der gennemsnitligt er 7 regnvejrsdage pr. måned. Fra maj til september regner det stort set ikke.
• Dagstemperaturen varierer fra 20,4 grader i januar til 28,8 grader i august og nattemperaturen fra 14,5 grader i februar til 20,7 grader i august.
• Vandtemperaturen ligger året rundt mellem 18 og 23 grader.

15.300 m opad på 13 dage.

Denne gang havde jeg besluttet mig for at tage racercyklen med til La Palma, idet jeg sidste gang jul/nytår 2002/03 havde fundet ud af at vejene på øen var OK. Jeg sørgede dog for en rigtig bjerggearing (triple og 13-26 tænder). Heidi tog endnu en gang hendes MTB med, idet hun følte sig mest tryg på den, og desuden ville hun ikke køre så lange ture.

Det blev 2 uger med et helt pragtfuldt vejr - fra 25 til 30 grader og højt solskin hver dag. Dog var der lidt meget vind de første 3-4 dage, når vi bevægede os væk fra den dal vi boede i. Derfor blev jeg også nødt til at vende om, første gang jeg havde planlagt at køre min store bjergtur over Roque De Los Muchachos (2426 m). Også anden gang lykkedes det ikke, idet jeg kørte forkert og i stedet for kom til at bestige et "lille" bjerg på ca. 1400 m.

BJERGET

Men 3. gang skulle det være, så jeg valgte at køre over bjerget fra den side jeg kendte fra sidste gang på MTB, nemlig fra den stejle vestside. Undervejs gjaldt det om at få tanket godt op med vand, cola etc., men det var lige ved at gå galt, idet den sidste restaurant (ca. 20 km før toppen) endnu ikke havde åbent, da jeg nåede frem.
Heldigvis kom der en varelevering samtidig med mig, så jeg fik fat i værten og købte mig nogle flasker vand og cola. Og det var klogt, for hele vejen opad og på hele nedkørslen var der ikke noget at få, og jeg mødte kun ganske få biler.

De sidste 12 km til toppen var der en konstant stigningsprocent på mellem 10 og 15%, så da jeg endelig nåede toppen, havde jeg næsten drukket al det væske, jeg havde slæbt med op ad bjerget.
Efter et kort ophold begyndte nedkørslen på "den blide" side - ca. 35 km med et ret konstant fald på 6-7% igennem masser af serpentinersving.
Det tog ca. 1 time at nå ned, hvorefter jeg havde ca. 35 km let kuperet terræn hjem. I alt kørte jeg denne dag 130 km med 3100 højdemeter. Gennemsnitshastigheden var på ca. 17 km/time.

ØEN RUNDT

På en eller anden måde havde jeg fået det indtryk (læst/hørt), at der var ca. 130 km rundt om øen med kystvejen, med ved at sammenligne kortet med bjergturen, var jeg dog forberedt på, at der kunne være 140 - 150 km. Jeg var også klar over, at der skulle køres meget op og ned, især nordpå, men at turen skulle blive så hård og tage så lang tid som tilfældet var, havde jeg dog ikke regnet med.

Det startede rigtigt godt syd om øen, og på vej nordpå kørte jeg oven om hovedstaden Santa Cruz de La Palma. Derefter gik det langt ned til kystvejen, som jeg skulle følge resten af vejen - enkelt at finde vej, troede jeg. Her begyndte strabadserne, idet det hele tiden gik op og ned - ofte stigninger på 3-4 km med procenter på 8 til 10.

I en rigtig flot bjergby helt mod nord stoppede jeg og fik noget frokost på en hyggelig bar, hvor der kun blev talt spansk - det gjaldt i øvrigt alle de steder jeg gjorde holdt, men jeg fik altid det jeg havde brug for.

Heroppe nordpå måtte jeg igennem en del tunneler. De fleste kunne jeg se igennem, så det klarede jeg uden problemer. Nogle enkelte var sådan lige på grænsen (mit lys lå derhjemme i kufferten) og nogle tunneller kunne jeg køre udenom på vandrerveje. Men på et tidspunkt kørte jeg ind i en tunnel, hvor det efter ca. 50-100 meter blev bælgmørkt, og jeg kunne intet lys se forude. Der var ikke andet at gøre end at stå af cyklen og prøve at gå fremad helt inde i siden. Pludselig var jeg ved at falde over en kant, samtidig med at der kom en bil imod mig. Jeg opdagede til min skræk at jeg stod ude midt på vejen, og det var midterkanten jeg var ved at snuble over. Jeg skyndte mig hurtigt ind til væggen i højre side, og rystende af angst overvejede jeg, hvad jeg skulle gøre?

Da jeg kunne se lyset den vej, jeg var kommet ind i tunnelen, gik jeg tilbage med håbet om at kunne finde en sti udenom eller evt. standse en bil, der kunne lyse for mig gennem tunnelen. Lige før jeg nåede ud af tunnelen opdagede jeg, at der var et smalt fortorv i venstre side, hvor jeg og min cykel lige kunne være. Derefter famlede jeg mig ca. 500 m i total mørke igennem tunnelen med cyklen tæt ind til mig. De få biler der kom igennem tunnelen gav mig nu lidt hjælp med deres lys, for her ca. 10 cm over kørebanen på det smalle fortorv følte jeg mig nogenlunde sikker. Men efter den oplevelse er jeg sikker på, at jeg ikke lader mit cykellys ligge i kufferten næste gang!

Efter tunnelen gik det bare op, op … indtil jeg nåede ca. 1250 meters højde. Jeg kunne nu se på uret, at jeg ikke kunne nå at møde Heidi som aftalt kl. 16 på et udsigtspunkt ca. 15 km fra vores hus. Heidi kørte på hendes MTB op til dette punkt i ca. 600 meters højde, men efter at have ventet på mig en times tid, kørte hun hjem igen.

Jeg nåede først hjem kl. 19:30 efter at have været undervejs i 12 timer og heraf de ca. 11 timer på cyklen. Inklusive det jeg kørte forkert (ca. 15 km) blev turen på ca. 170 km med ca. 4000 højdemeter.

Som afslutning på dagen drak jeg en dejlig flaske champagne sammen med Heidi - dvs. Heidi fik kun et lille glas. Desuden spiste jeg ½ plade chokolade, og så sov jeg ellers som en sten til næste morgen…

P.S. Jeg har aldrig været så glad for hans "snorken" som i denne nat - han nåede øen rundt, en kæmpe oplevelse, han kom hjem til vores "finca" og vi glæder os til næste gang på denne vidunderlige ø. (Heidi).

La Palma 2006

Overskriften kræver en forklaring. Selvfølgelig havde vi 10 RKCCer (Bent og Heidi Nielsen, Peter Faldt Jensen og Ellen Schjørring med børnene Hans Jørgen og Freja, Karsten Lund og Hans Jensen og Ireen Nielsen og Cai Risskov) en fantastisk tur til øen La Palma - en af de kanariske øer.
Jeg skriver selvfølgelig, fordi det jo var Bent og Heidi der var rejsearrangør. Så er tingene bare i orden. Så hvad det angår, så kunne det godt lønne sig at tage til La Palma. Tak til jer, Heidi og Bent.

Men forklaringen til overskriften »es lohnt sich« er en helt anden.

På 4. dagen skulle vi på La Palma-turens kongeetape - programsat til ca. 130 km og over øens højeste punkt Roque de los Muchchos, 2426 m over havet.
Bent, Heidi, Ireen og Karsten ville køre i den lejede bil, modsat rundt og direkte til toppen, hvor de ville vente med mad, væske og tøj. Vi, Peter, Hans og jeg, startede med at køre fra byen La Laguna, hvor vi boede, og som ligger ca. midt på vestkysten af øen, sydpå til Fuentcaliente Los Canarios og derefter nordpå til hovedstaden Santa Cruz de la Palma, ca. 55 km i let bakket terræn. Herfra startede vi den 35 km lange opkørsel med en gennemsnitsstigning på 7%. Det gik straks så stejlt opad, at den gamle på snart 59 ikke kunne følge med Peter og Hans. Jeg kørte i mit eget tempo og med mange stående kilometer for ikke at belaste lænden for meget. Før opstigningen havde jeg spist mine medbragte rugbrødsklemmer og drukket vand. Da jeg var nået ca. halvvejs op, kunne jeg mærke, at benene ikke længere ville, som jeg ville. Jeg er ikke ung længere, tænkte jeg og fortsatte. Jeg må snart være ved toppen.

Lidt senere traf jeg nogle vandrere og jeg spurgte på mit bedste hjemmelavede udenbysk: »Quanto kilometro pur la top«? Der blev svaret med nogle få tyske gloser, og jeg spurgte igen nu på mit bedste tysk, hvor langt der ca. var til toppen. Først blev der svaret med tegnsprog. Først fire fingre så fem fingre derefter lød det: »4 oder 5 km, aber es lohnt sich«. Nå tænkte jeg, det overlever jeg nok.
Så gik der ikke lang tid før jeg fik øje på vores lejede Seat med Bent som chauffør, Karsten som co-driver og Heidi og Ireen på bagsædet. =>

Glad blev jeg, men den glæde varede kun til Bent sagde: »Der er ca. 10 km til toppen og du skal nok regne med en time«. Bent sagde også, at jeg kunne få cyklen bagi og køre med. Men hertil svarede jeg, at jeg jo gerne ville gennemføre.
Af Ireen fik jeg noget forholdsvis varmt vand, for vandet i min flaske var nær frysepunktet følte jeg.
Vand plus Cai Risskov var jo blevet kølet ned ved kørslen gennem skydækket.
Jeg fik mig på cyklen igen uden at spise, hvilket jeg glemte og som jeg endnu ikke forstår. Det viste sig hurtigt, at jeg var gået sukkerkold - tappet for energi, for jeg kunne snart ikke træde en meter.
Hvorfor havde jeg ikke taget imod tilbudet om at køre med? Og hvorfor havde jeg ikke fået noget at spise? Efter en lang lang time og nogle meget lange 10 km mødte jeg så igen Seaten med indhold. Igen blev jeg glad. Nu blev jeg informeret om, at jeg skulle passe på længere fremme for der var fire steder, hvor der var isglat. Pigdæk tænkte jeg. Endelig nåede jeg toppen, og noget af det første jeg gjorde var, at pille mine hjul af og smide disse + rammen ind i bagagerummet. Jeg fik nu noget af det mad, Ireen havde smurt,

inden vi var taget hjemmefra og noget vand, og jeg var klar til at sætte mig ind i bilen.
Peter var kørt ned. Men så kom Hans pludselig fra de højere himmellag. Han havde været helt oppe på spidsen. Ja så tænkte jeg, at det var da synd, at han skulle cykle alene hjem. Jeg spurgte Bent om, hvor mange kilometer opkørsel der var, inden vi var hjemme, og svaret var ca. 3. Jeg fik cyklen ud igen og samlet. Jeg ville fortsætte. Jeg ville gennemføre. En lang nedtur ventede Hans og mig. På vejen ned stoppede jeg, fordi min cykel rystede. Jeg troede, at jeg ikke havde fået hjulene spændt ordentlig. Men nej, de var spændt som de skulle. Årsagen var, at jeg rystede af kulde. Cai Risskov og cyklen kom sammen i selvsving. Det fik heldigvis ende, da vi kom lidt længere og dermed ned i varmen. Ireens mad havde nu gjort sin virkning. Jeg fik mit andet luft, som Bent sagde. Hjemad gik det, og efter 152 km var vi igen tilbage i La Laguna.
En fantastisk tur var det trods min krise.
Morale: På en så lang og bjergrig tur skal man sørge for, at der energi på »tanken«. Es lohnt sich.

La Palma-turen som ikke-cykelrytter Af Ellen Schjørring Turen startede kl. halv to om natten med bil mod Hamborg, hvor vi skulle mødes med »rejseholdet«, og flyve derfra via München til La Palma. Vi ankom til den skønne ø, ved et tiden, hvor Bent stod jublende og ventede på os. Vi skulle bo i en mindre by La Laguna , og turen dertil var absolut ikke en lige rute. Det gik op og ned og op og ned, og snoede så meget, at man nærmest blev bimmelim.

Det var helt vildt. Og oppe fra lå skyerne langt nede. Der var noget koldt deroppe, og der kom vi i sommertøj!. Der var sne og is, grrr, så det var bare med at komme ned igen.
Meget af området er bananplantager og sikke bananer. Det vrimlede med små lastbiler fyldt med bananer. Og deres appelsiner var nok det bedste man kunne få af slagsen. Så jeg kunne ikke komme over, at mange af dem bare blev dårlige på jorden uden at blive samlet op.
Ugen gik alt for hurtig, og hjem skulle vi jo igen. Hjem til kulden og arbejdet. Og nu kan vi bare tænke på den dejlige tid på øen La Palma.

Jeg kan kun varmt anbefale stedet som feriested.