| Information / Klubblad |
Forhjulet |
Februar 2003 |
Træningslejr for Drenge-, Pige- og Ungdomsryttere
Horsens Amatør Cykleklub afholder i dagene 28. februar, 1. og 2. marts 2003 træningslejr for alle drenge-, pige- og ungdomsryttere.
Træningslejren arrangeres i samarbejde med distriktets Drenge-, Pige- og ungdomsudvalg.
Indkvarteringen finder sted på Stensballeskolen fredag d. 28.februar fra kl. 18.00 ? 19.00. Der afsluttes samme sted søndag d. 2. marts kl. 14.00.
Der medbringes soveunderlag og sovepose eller lignende, samt træningstøj til såvel indendørs som udendørs brug. Sidst men ikke mindst cykel og løbesko. Det vil også være godt at medbringe en madpakke til fredag aften. Det vil være os en stor hjælp, hvis I ville medbringe nogle Home?trainer/ruller til træning fredag aften.
Prisen er kr. 115.00 pr. deltager. (dette er halv pris, klubben støtter med kr. 115.00) beløbet betales ved ankomst til samkørsel/lejren.
Ledere, der ønsker at medvirke til lejrens afvikling, deltager gratis. Stensballeskolen ligger i Horsens østlige udkant i retning mod Odder.
Der arrangeres fælles kørsel fra samkørsel p-pladsen overfor Haahr benzin ved motorvejen, afgang fra denne fredag d. 28 februar kl. 17.00.
Tilmelding til nedenstående snarest og inden søndag den 16. februar 2003.
Torben Schmidt på tlf. 74 63 14 24 eller Elo Godsk Hansen på tlf. 74 62 73 12.
Oplys venligst: Navn, årgang, klasse i år 2003 og kører selv eller ønsker at deltage i samkørsel.
Drengeudvalget.
KONTINGENT - LICENS
Hvis du endnu ikke har betalt kontingent bedes du venligst få det ordnet inden d. 1. marts - ellers vil du blive slettet som medlem. Hvis du vil søge licens kan du få en licensansøgning hos Preben eller Bent. Skemaet kan også hentes på www.dcu-cykling.dk.
Motionister der søger motionslicens og evt. klippekort skal dog ikke indsende licensansøgning - hvis man oveni kontingentet betaler 115 kr får man automatisk motionslicens - klippekort, der giver ret til at stille op i 5 landevejsløb i løbet af sæsonen kan kun udstedes, hvis man også løser motionslicens.
Det koster:
Drenge: 100 kr + 275 kr. for licens
Ungdom: 100 kr + 500 kr for licens,
Junior: 100 kr + 500 kr. for licens
Senior/veteraner: 200 kr + 500 kr for licens
Drenge, ungdom, junior, senior og veteraner betaler desuden 50 kr for rygnummer.
Motionister: 200 kr + 100 kr for motionslicens + 100 kr for klippekort.
TILSKUD TIL LØB
Bestyrelsen har vedtaget at klubben fortsat betaler startpenge ved åbne landevejsløb - endvidere gives der også tilskud til deltagelse i motionscykelløb - max. det samme som startpenge for senior i landevejsløbene (p.t. 40 kr - forhøjes sandsynligvis i 03).
NY KLASSEINDDELING I PIGE-, DRENGE- & UNGDOMSKLASSERNE
Fra sæsonstarten 2003 gælder følgende klasseinddeling:
Yngste drenge: Ryttere, der i kalenderåret fylder 9 og 10 år. Max. gear 72,0
Mellemste drenge: Ryttere, der i kalenderåret fylder 11 og 12 år. Max. gear 76,2
Ældste drenge: Ryttere, der i kalenderåret fylder 13 og 14 år. Max. gear 81
Ungdom: Ryttere, der i kalenderåret fylder 15 og 16 år. Max. gear ?
Pigerne har også fået ny klasseinddeling, men da vi ikke har pigeryttere p.t. henviser jeg her til forbundets hjemmeside: www.dcu-cykling.dk
PÅ CYKELTUR PÅ LA PALMA -
"verdens mest bjergrige ø"
Efter ca. 1 uge med MTB-ture i den "fladere" del af La Palma, en af de kanariske øer, var dagen kommet for juleferiens "kongeetape" - en cykeltur på ca. 100 km op til Roque de los Muchachos i 2426 meters højde.
Da Heidi og jeg boede i en lille Finca i 3-400 meters højde startede turen med 5 km´s nedkørsel til havet, idet turen skulle begynde i 0 meters højde. Disse 3-400 meter måtte jeg så tage ekstra til sidst, men nu vi snakker højdemeter var der undervejs overraskelser i form af længere nedkørsler, så alt i alt ventede der mig en tur med mindst 3000 meters stigning.
Vejret var aldeles perfekt denne dag - juledag 2002 - højt solskin og op til 25° C. Desuden var det vindstille indtil jeg nåede over 1500 meters højde, og selv her var vinden ikke noget at tale om på en Mountain-Bike.
Fra vores Finca i La Laguna på sydvestsiden af øen gik turen til en lille havneby, Puerto Tazacorte, hvor den første stigning begyndte. Her gik det først gennem serpentiner op til en bananplantage, hvor der også voksede avocados og appelsiner helt ud til vejen, så man let kunne plukke dem fra cyklen. Samtidig var der en blomsterpragt, som kunne tage vejret fra enhver naturelsker.
Efter ca. 6 km´s opkørsel nåede vi den første top 594 m.o.h. og herfra kørte Heidi hjem igen og jeg fortsatte alene nordpå langs kysten. De næste ca. 10 km blev jeg nogenlunde i de 600 meters højde, men af og til gik det lidt ned og op igen, når nogle store kløfter skulle passeres. På et tidspunkt passerede jeg en kilde, hvor jeg kunne fylde min flaske - jeg havde kun en flaskeholder på cyklen, hvilket senere skulle give problemer!
Efter ca. 10 km på højderyggen kom der en længere stigning, igen med en blomsterpragt langs vejen og desuden var jeg nu også kommet op til mandeltræerne, der netop begynder at blomstre på dette tidspunkt af året. Derefter fulgte en nedkørsel på et par km hvorefter det for alvor begyndte at gå opad med en stigningsprocent på omkring de 10%. Nu var der ikke flere tankstationer, kilder eller beboede huse så jeg blev lidt betænkelig med hensyn til at kunne få nok at drikke. På et tidspunkt var jeg klar til at standse en af de få biler, der havde vovet sig op i bjergene, men efter ca. 5 km´s klatren fik jeg pludselig øje på en restaurant, hvor jeg fik drukket godt og fyldt min flaske. Desuden tog jeg en dåse Aquarius med i lommen.
"Cuantos kilometres son hasta el Roque de los Muchachos" spurgte jeg en tjener på mit bedste spansk og for en sikkerheds skyld gentog jeg det på engelsk. - "Doce / twelve km" svarede han og viste mig retningen.
Da jeg regnede med at være oppe i ca. 1200 meters højde, tænkte jeg at det kunne jeg nok klare, ca. 10% i gennemsnitsstigning på en MTB - det var til at overkomme.
… Men, hvad var nu det, det gik jo nedad og nedad ca. 3-4 km, så pludselig måtte jeg være under de 1000 meters højde, og da jeg endelig stødte på et skilt viste det 12 km til Roque og et andet skilt viste 15% stigning.
Gear 24 x 28
Det var et bjerg !!! - ca. 1500 meters stigning på 12 km (prøv at sammenligne med bjergene i Tour de France), så det var godt at jeg havde en god gearing. De fleste stigninger havde jeg klaret i 24 x (18, 20, 22), men pludselig fik jeg brug for 24 x 25 og da det ikke kørte så godt (hak,hak) var jeg ind imellem nede i 24 x 28 (mit laveste gear var 24 x 32 og det brugte jeg nogle dage senere på en bakke på 25-30%).
Jeg fandt efterhånden ind i en god rytme og nød det skovklædte landskab med de typiske pinjer, klipperne og de store slugter. Mit eneste problem var igen væskemangel, idet der ingen kilder, kiosker eller bebyggelser var. Kun enkelte biler passerede mig, men jeg regnede med at væsken kunne holde til toppen - jeg er jo lidt af en kamel, hvad det angår - og efter 1 time og 45 minutter konstant "klatren" nåede jeg op på plateauet , hvor jeg i ca. 2200 meters højde havde en pragtfuld udsigt til det berømte Aristofisico observatorium, hvor bl.a. også danske rumforskere arbejder og til Roque de Los Muchachos.
Jeg havde nu kørt de godt 12 km opad, men endnu var der ca. 2-3 km til øens højeste punkt. Desværre havde turen på det tidspunkt taget så lang tid at jeg måtte nøjes med at se Roque, idet jeg kunne regne ud at jeg ellers ville risikere at det var mørkt inden jeg nåede hjem - jeg var også nødt til at holde for at få noget at spise. Men mon ikke Roque stadig står, når vi næste år igen tager til La Palma. Så vil jeg have min racer med.
HJEMTUREN
Da jeg ikke kunne nå rundt om øen på en dagstur var jeg nødt til at køre samme vej hjem, altså starte med en lang nedkørsel.
12 km nedad med de stigningsprocenter jeg har omtalt lyder måske som en lækkerbisken, men det kræver virkelig koncentration og gode arme at køre så meget nedad - hele tiden skulle der bremses og styres rigtigt i de mange serpentiner, så efter denne første nedkørsel var jeg stiv og øm overalt og den kommende 3 - 4 km stigning gjorde ligefrem godt, men jeg var nu godt tørstig, så jeg glædede mig meget til restauranten på toppen.
Cola, kaffe, vand og en sandwich blev indtaget med største fornøjelse på den enligt beliggende restaurant, der dog var godt besøgt. Derefter aquarius fra automaten til flasken og et stykke fremme kunne jeg igen tanke fra kilden, jeg brugte på udturen. Nu kørte det bare derudad, men alligevel blev det først kort før mørket sænkede sig at jeg nåede hjem til vores lille Finca i La Laguna. I alt havde jeg været undervejs i 8½ time, heraf mindst de 7½ time på cyklen. Hele turen på asfaltveje.
Lad lige være med at regne gennemsnitshastigheden ud!!!
FAKTA OM LA PALMA
- Øen er med 730 km2 den femtestørste af de 7 kanariske øer - til sammenligning er Bornholm på 484 km2, dvs. La Palma er 1½ gange så stor som Bornholm.
- La Palma er verdens mest bjergrige ø i forhold til sin størrelse og bjerkæden Caldere de Taburiente udgør 15% af øens areal. Højeste punkt er Roque de los Muchachos (2426 m).
- Der er en rimelig god asfaltvej hele vejen rundt om øen (ca. 130 km) og 3 ligeledes rimelig gode asfaltveje tværs over øen, den ene med 3 tunneller. Omkring hovedstaden Santa Cruz de La Palma (18500 indbyggere) på østsiden og i Aridanedalen på vestkysten er der flere gode veje velegnet til træning på racercykel. Der er kun lidt trafik.
- Der er ikke direkte fly fra Danmark, men Condor flyver hver tirsdag fra Hamborg, ligesom der er fly fra de øvrige større tyske lufthavne.
- La Palma er den mest frodige af de kanariske øer med en årlig nedbør på godt 500 mm om året. Det meste regn falder i december og i januar, hvor der gennemsnitligt er 7 regnvejrsdage pr. måned. Fra maj til september regner det stort set ikke.
- Dagstemperaturen varierer fra 20,4 grader i januar til 28,8 grader i august og nattemperaturen fra 14,5 grader i februar til 20,7 grader i august.
- Vandtemperaturen ligger året rundt mellem 18 og 23 grader.

FORÅRSMØDE FOR MOTIONISTER
Traditionen tro holder vi et forårsmøde
Onsdag den 26. marts kl. 19.00 på Rødekro Skole
Vi drøfter som sædvanligt den kommende sæson, træning, fælles ture m.m
Tag evt. naboen, en kammerat eller andre interesserede med. Der serveres kaffe/te og kage.
Efter kaffen fortsætter mødet for de, der er tilmeldt turen til Schwarzwald i påsken.
SYD & SØNDERJYSK CUP
På et møde mellem de 9 klubber i SSC-samarbejdet har man foreslået at genindføre en cup bestående af 3-4 afdelinger, nemlig indledningsløbet, SSC Mesterskabet i tempo, SSC mesterskabet i samlet start og evt. et gadeløb.
Der deles i følgende 6 klasser:
Klasse 1: bestående af ryttere fra A,B,Jun og H30
Klasse 2: ryttere fra Begynder, H40 og Ungdom
Klasse 3: ryttere fra DA, DB, Djun, H50 og H60
Klasse 4: ryttere fra ÆD og ÆP
Klasse 5: ryttere fra MD og MP
Klasse 6: ryttere fra YD og YP
I hver afdeling er der præmie til nr. 1, 2 og 3 i hver af de 6 klasser (der ses således helt bort fra de klasser man kører i til daglig). I det samlede resultat er der flere præmier.
Forslaget ventes færdigbehandlet og vedtaget den 12.-3. på SSC-klubbernes næste møde, så det kan være gældende fra indledningsløbet den 6.-4. Se det færdige forslag på vores hjemmeside ca. den 15.-3.
Regionshold for ungdom & junior
Kort før jul fik klubben en henvendelse fra Michael Gregersen, Esbjerg C.R. og Keld Christensen, Lintrup om dannelse af et regionshold for ungdoms- og juniorryttere fra de syd-og sønderjyske klubber. Oplægget indeholdt bl.a. træningslejre 2-3 gange årligt og deltagelse i 3-4 udenlandske etapeløb årligt.
Fra klubben har vi besluttet at støtte projektet med 3.000 kr, men efter en meget engageret start omkring jul forekommer det os at det hele er gået lidt i stå, måske fordi det ikke har fuld støtte fra alle SSC-klubber.
Jan Christiansen er klubbens kontaktperson til projektet og han vil give de implicerede ryttere besked når og hvis der sker mere.
VEDLIGEHOLDELSE AF RACERCYKLEN
På opfordring holder vi et lille aftenkursus, hvor Bjarne Schack vil fortælle og vise hvordan man holder sin racercykel top-fit.
Medbring evt. cyklen og specialværktøj - så kan du få lejlighed til at foretage diverse justeringer, reparationer m.m. under kyndig vejledning.
Onsdag den 19. marts kl. 19.00 i kælderen på Rødekro Skole.
TRÆNINGSDAG I KOLDING
lørdag den 29. marts
Vi mødes kl. 8.30 på Samkørselspladsen og kører i bussen eller private biler til Kolding. Her deler vi os i 3 grupper:
Drenge
Licens
Motion
Træningen foregår i to etaper og kl. ca. 13 mødes vi til frokost i Kolding BC´s klubhus. Vi træner sammen med ryttere fra den lokale klub.
HUSK skiftetøj, (der kan bades i klubhuset), madpakke til frokost og rigeligt med drikkevarer.
Hjemkomst kl. ca. 17.
Tilmelding til Bent senest søndag den 23. marts.
MTB-tur med CykleMotion Sønderborg på
Gendarmstien den 26. januar
Sønderborg Cykel Motion arrangerer hvert år en cykeltur på Gendarmstien langs Flensborg Fjord. I år var der også to deltagere fra RKCC - Esben og Bent N. og lad os med det samme slå fast at det var en aldeles fascinerende og god tur.
Gendarmstien er ca. 74 km lang fra Høruphav over Sønderborg, rundt om Broager land til Broager, videre til Egernsund, Sønderhav, Kollund og ved Skomagerhus væk fra kysten til Kruså for at slutte i Padborg ved grænseovergangen.
Gendarmstien har navn efter de gamle grænsegendarmer, der i en årrække bevogtede landegrænsen og kontrollerede skibsfarten langs kysten. Patruljeringen foregik til fods, og hver enkelt gendarm havde et bestemt stykke af grænsen at passe. Nogle steder var der i forvejen stier og veje, som gendarmen kunne benytte på sin rute. Andre steder blev der anlagt stier hen over privat jord. På den måde blev Gendarmstien skabt.
Grænsegendarmerne patruljerede langs den nuværende grænse i tiden fra Genforeningen i 1920 og frem til 1958. Herefter overgik opgaven til politiet.
Vi kørte ikke hele turen, idet arrangørerne mente at en del af strækningen på Broager Land ikke kunne forceres på dette tidspunkt af året på MTB, så turen blev kortet ned til 55 km, men vi skulle jo også tilbage. Her valgte de fleste dog at tage landevejen. Vi to RKCC`er tog landevejen fra Padborg til Sønderborg og derfra igen gendarmstien de sidste 10 km til startstedet i Høruphav. Således blev det til en tur på i alt 100 km.
Deltagerne mødtes kl. 8 ved Lystbådehavnen i Høruphav og efter en kort introduktion gik det af sted i samlet flok, og her blev vi vist taget på sengen idet der blev lagt ud i et tempo som om vi kun skulle køre en times tid. Ved passagerne af nogle led mistede vi pludselig kontakt med de andre og kørte for første gang forkert. Vi fandt dog hurtigt tilbage igen og heldigvis var der opsamling i Sønderborg. Efter denne chokstart sørgede vi for at ligge lidt længere fremme i det 18 mands store felt, så når vi senere kørte lidt forkert var vi ikke alene om det.
Den første del af ruten var ikke så kuperet, men de dejlige små stier var ind imellem noget mudrede og der var udfordringer nok med smalle passager, broer, trapper osv. Senere kørte vi et stykke på stranden og ved Kollund blev det så godt kuperet. Og fra Kruså til Padborg var det så mudret at hjulene bare kørte rundt - her var der flere der måtte af og trække cyklen. På denne strækning var vi to Rødekro´er spændt på at møde den lodsejer, der sidste år havde klaget til Sønderjyllands Amt over at vi havde cyklet der i forbindelse med forberedelserne til Grænse MTB-løbet. Vi mødte ham heldigvis ikke i år, men vi har også hørt noget om at det er blevet lovligt at cykle på strækningen, så det håber vi passer selv om skiltet med "Cykling Forbudt" stadig er der!!!
Der var en del opsamlinger undervejs (punkteringer!) og ca. halvvejs blev der budt på kaffe og rundstykker - det gjorde bare godt. Og i Padborg kunne vi vaske cyklen og spise lidt på et cafeteria før turen gik tilbage til Høruphav.
Tusind tak til arrangørerne for en dejlig oplevelse.
Invitation
Vi synes at turen var så god at vi hermed vil invitere alle MTB-ryttere i RKCC til en tur på Gendarmstien.
Tid: Lørdag den 8. marts fra Samkørselspladsen kl. 9.00. Bussen kører.
Rute: Gendarmstien fra Høruphav til Dania Trucks i Padborg: ca. 75 km - vi cykler så stor en del af ruten som muligt.
Hjemkomst: Ca. kl. 16
Medbring: Skiftetøj efter behov, forplejning til turen.
Forplejning m.m. Hos Dania Truck er der mulighed for bad og omklædning og vi får lidt frokost inden vi kører hjem i bussen.
Tilmelding til: Bent senest søndag den 2. marts. Det er gratis at deltage!!!
KLUBTØJ
Vi har endnu et lille lager af cykeltricots og overtræksjakker, som stadig sælges til medlemmer til ca. halv pris, dvs. tricot 125 kr og overtræksjakke 350 kr. Pakke med 2 tricots og 1 overtræksjakke koster 500 kr.
Henvendelse til Palle Sørensen, Fællesgade 7, Rise, 6230 Rødekro. Tlf. 74 69 39 06.
Vi køber ikke mere klubtøj før til næste sæson, da vi skal have gentegnet eller nytegnet sponsorkontrakterne.
Til toppen af siden