Information / Klubblad Forhjulet December 2003

GENERALFORSAMLING
onsdag den 29. oktober på Rødekro Skole

Der var stort fremmøde til generalforsamlingen - 24 deltog i spisningen og yderligere 10 i selve generalforsamlingen.
Som dirigent valgtes Carsten Pedersen, der styrede debatten på bedste måde. Formandens beretning, der er trykt i dette blad, blev ensstemmigt godkendt, men ved fremlæggelsen affødte den en god og saglig debat, hvor der var fuld tilslutning til bestyrelsens planer om f.eks. indkøb af spinningcykler og klubtøj.
Preben Poulsen forelagde regnskabet, der viste et overskud på ca. 16.000 kr for regnskabsåret og RKCCs egenkapital er vokset til godt 200.000 kr.
Regnskabet blev også ensstemmigt vedtaget og kontingentet blev forhøjet til 300 kr for senior/veteraner og 150 kr for drenge/ungdom/junior.
Alle valg var genvalg.
Derefter blev årets klubmestre m.fl. hyldet og der blev stemt om Årets Motionist, Årets Drengerytter og Årets Licensrytter. De tre der blev valgt var henholdsvis Ole Madsen, Rene Thomsen og Bjarne Schack.

NB. Med dette nr. af Forhjulet er der vedlagt et girokort til indbetaling af kontingent - betal venligst senest den 15. januar 2004.

SPONSORER - NYT KLUBTØJ

Hermed følger bestillingsliste til klubtøj. Bestilling til Bjarne Schack senest den 10. januar 2004. Levering ca. 15. marts 2004.
Der vil være mulighed for at se og prøve tøjet ved spinning tirsdag d. 16 - 12. Udover trikot, jakke/vest og cykelbukser kan der frit bestilles fra New Line - kataloget til indkøbspris, leveret gennem Sostack.
Tøjsponsorer for 2004 og 2005 er SYDBANK, DANIA TRUCK og SOSTACK.
Sidstnævnte giver 10% i rabat ved forevisning af klubkort, som udleveres/tilsendes når du har betalt kontingent for 2004. Sostack har måske ikke så stort udvalg i reservedele m.m., men han kan skaffe ALT i løbet af 2-3 dage.

Aftalen med Karstens Cykler udløber d. 29-2. Hermed en tak til Karsten for tre års støtte til RKCC.

BODY BIKE (Spinning)


Introduktionstime med Nikolas Nørby i Roklubbens lokaler.

Det er lykkedes os at anskaffe 10 spinningcykler til en fornuftig pris så spinningen kunne starte tirsdag d. 11-11 med Nikolas Nørby som instruktør. Han har udarbejdet 3 forskellige programmer til os. Det er så meningen at vi på skift er instruktører. Det skal dog selvfølgelig være frivilligt, men vi prøver i første omgang, om vi ikke selv kan klare træningen !!!
Der er STOR tilslutning til træningen - på de tre hold tirsdag er der 1-2 ledige pladser og på det ene hold onsdag er der 3 ledige pladser. I alt har 31 meldt sig til.
Der er lavet en mappe, hvor man både kan melde afbud og skrive sig på til en anden tid /evt. en ekstra tid.
Det er meget vigtigt at vi holder cyklerne i god stand og behandler og efterlader roklubbens lokaler rengjorte: Alle skal således desinficere cyklerne efter brug og sidste hold skal svabre gulvet, rydde op og sætte stole på plads, men der skal selvfølgelig tørres cykler/gulv og ryddes op af deltagerne på de øvrige hold.
HUSK: bad 2 kr - sodavand og kaffe 5 kr - øl 8 kr købes i Roklubben. Aftalte penge.

FORMANDSBERETNING FOR RKCC 2002 - 2003

Det første år med den nye struktur, hvor både licensryttere og motionister har været under en bestyrelse, har efter min mening forløbet godt, og jeg har indtrykket af at klubbens medlemmer er blevet mere rystet sammen.
Vi har i årets løb haft 4 store arrangementer, nemlig Grænse MTB-løbet i november 02, Meldgårdløbet i juni , Løjt Land Rundt i august og Grænsecykelløbet i september.

Grænse MTB-løbet blev arrangeret sammen med 6.a på Rødekro Skole og med 106 deltagere var deltagerantallet rimeligt, selv om der i forhold til forberedelserne bl.a. med 14 ansøgninger, opstilling af skiltene i skoven m.m. burde være det dobbelte antal deltagere. Selve MTB-løbet blev desværre saboteret derved at flere skilte blev drejet eller helt fjernet. Derfor er det i år nødvendigt at "bevogte" skiltene.
Grænse MTB-løbet gentages i år d. 9. nov. i samarbejde med 8.c på Rødekro Skole, men hvis deltagerantallet ikke igen når over 100, er det nok sidste gang.

Meldgårdløbet: Efter at vi havde sprunget et år over i 2002 fik vi en termin d. 28-6, samtidig med DM. Det betød at vi ikke skulle have A-, Junior- og Damerytterne med, hvilket gjorde arrangementet lidt lettere og billigere.
Desværre regnede politihjemmeværnet heller ikke med at de skulle medvirke, hvorfor vi blev nødt til at ændre ruten, så vi selv kunne klare kontroltjenesten sammen med to politibetjente, der bemandede lyskrydsene Nr. Hostrupvej/Hellevadvej og i Hellevad. Vi havde også lidt problemer med dommervognen, der var kørt til DM i Ålborg, men også det blev løst, selv om den kom lidt sent frem.

Til trods for at flere af medlemmerne var taget på sommerferie lykkedes det os alligevel at skaffe 60 officials ( heraf 32 medlemmer), der alle gjorde en god indsats. Økonomisk hvilede arrangementet i sig selv (der var budgetteret med et underskud på 10000 kr), hvilket har fået bestyrelsen til at søge samme termin til næste år. Til trods for den "flade" rute blev der kørt nogle gode cykelløb i højt tempo, og flere af felterne blev godt splittet.
Drengene kørte pointløb og udskildningsløb på Køreteknisk Anlæg.
Vi overvejer i øjeblikket, hvilken rute vi skal bruge fremover. Vi vil under alle omstændigheder gerne beholde opløbsstrækningen på Nr. Hostrupvej. Og så vil vi gerne have drenge- og pigeklasserne med her, bl.a. for at spare nogle officials.

Løjt Land Rundt på den sædvanlige dato - 3. søndag i august - blev i år arrangeret for 30.gang, og det havde Ejner besluttet skulle markeres med bravour, nemlig nogle flotte ekstra præmier, f.eks. 3.000 kr kontant til lodtrækning blandt holdene og et antal ekstra kontantbeløb på 300 kr indiv. udover de sædvanlige flotte lodtrækningspræmier med bl.a. 2 cykler fra Karstens Cykler.
Grethe Kjær blev hædret for at have været med samtlige år.
Og med strålende vejr blev det også til deltagerrekord på næsten 1400 deltagere.
Hermed en stor tak til Ejner for at organisere løbet år efter år.

Grænsecykelløbet bliver ligesom Grænse MTB-løbet arrangeret i samarbejde med en klasse på Rødekro Skole - i år endog 2 klasser. Løbet kræver en del ekstra arbejde, idet der gøres rigtig meget ud af forplejningen. Og alene afmærkningen kræver over 100 skilte og 10 vejvisere. Vi er derfor meget taknemmelig for at Dania Truck v/ Pia og Esben Lorenzen har sponsoreret 100 nye flotte skilte.
Bortset fra at et skilt væltede i stormen (eller var det sabotage !) forløb stævnet godt. Vejret var meget hårdt, men det holdt stort set tørt under løbet. Der var i alt 346 deltagere - næsten 100 færre end sidste år.
Næste år flyttes løbet til d. 29. august, hvor der er større chance for godt vejr.

Vi har haft en medlemsfremgang på næsten 50%. Fremgangen er især på drengesiden og blandt motionisterne. Vi har kun haft 10 licensryttere - det samme som sidste år, men kun 6-7 af disse har været aktive. Vi kan kun håbe på at flere af vores ryttere får lyst til at køre landevejsløb, og her håber vi især på en tilgang fra drengerækkerne, hvor vi sidst på året har mærket en stærk interesse.
Resultatmæssigt er det faktisk kun Bjarne Schack, der har gjort sig bemærket med flere 1., 2. og 3. pladser og et avancement fra H30 til B-klassen.

Træningen var vinteren igennem ikke tilfredsstillende, idet alt for få mødte til fællestræningen lørdag og søndag sammen med AAIG - vi prøvede om lørdagen at arrangere en tur hovedsagelig på landevej, men det var stort set kun de ryttere, der kørte MTB der mødte op og vi nåede sjældent op på mere end 7-8 ryttere og flere gange kun 2-3 ryttere.
Da sæsonen så startede med aftenstræning så det straks bedre ud, men forskellen i træningsniveau var meget stor. Alligevel gik især tirsdagstræningen efter min mening fint og der var pænt fremmøde og efterhånden også flere og flere licensryttere. Vi vil stadig prøve at forbedre træningen, så den er attraktiv for alle i klubben.
Torsdagstræningen har været præget af meget forskelligt antal fremmødte, men der har dog gennemgående været nok til en god træningstur, hvorimod lørdagstræningen ikke har haft den store appel til medlemmerne.
Søndagstræningen med AAIG har desværre lidt derunder at de mere moderate AAIGer sjældent mødte op, så her har træningen især været for de "hurtige". Det positive er vel at det er godt at træne lidt forskelligt.
Sidst på sæsonen kunne vi godt se, at vi "skræmte" de lidt langsommere væk - selv om vi synes vi tog os godt af alle, der mødte op så var træningstempoet i august nået over de 30 km/time. Derfor besluttede vi os at lave en "tempo 25 - gruppe" for at samle den gruppe op. Vi er ikke helt tilfreds med antallet der mødte op - vi nåede vel op på max. 7 deltagere, men alligevel tror jeg ideen er god og både Nils og jeg er indstillet på at fortsætte næste år - måske både onsdag og lørdag, og så lade den "almindelige" træning udgå lørdag. Og for at få gjort noget ved vintertræningen har vi netop købt 10 spinningcykler og lavet en aftale med Aabenraa Roklub om lån af deres lokaler. Vi vil så lave et tidsskema, hvor vi mødes til spinning.

Klubmesterskaberne blev kørt på en 10 km rundstrækning i Løjt Kirkeby. Vi kørte i de nye Syd-og Sønderjyske klasser og mestrene blev: A: Bjarne Schack, B: Egon Thomsen, C: Martin Schmidt og Drenge: Rene Thomsen.
Motionsmesterskabet over 30 km efter idealtid blev vundet af Nils Schmidt.
D. 7. maj fyldte klubben 30 år, og vi kørte derfor et fødselsdagsløb - et stjerneløb i Horsbyg - et løb som ofte blev kørt i klubbens første år. Vinder blev Simon Hansen.

Årets klubtur gik i år til Schwarzwald i påsken. Vi var begunstiget af godt vejr, så det gav en rigtig god træning med de mange bjerge op til 1400 m. I alt var der 11 deltagere fra RKCC og 3 gæster. Udover træningen oplevede vi et godt sammenhold - det er en rigtig god måde at lære andre sider af hinanden at kende.
Vi regner med at turen gentages i 2005 - i 2004 går klubturen til Club La Santa, hvor vi har forhåndsreserveret 18 flysæder. Der er allerede 9 tilmeldte.

Hjemmesiden og Forhjulet har så vidt vi har hørt fungeret fint. Jeg har fra flere sider - endog fra udlandet - hørt folk rose den flotte hjemmeside som Cai Risskov redigerer på bedste vis. Han prøver altid at være aktuel, bl.a. ved lysbåndet, men det ville selvfølgelig være en hjælp, hvis medlemmerne ville sende ham noget mere stof. Det samme gælder Forhjulet som undertegnede redigerer - skal det være meget mere end et meddelelsesbrev, så send artikler, annoncer (gratis) og billeder.
Måske kan jeg få en tilkendegivelse om det er unødvendigt eller ej med Forhjulet, når vi har Hjemmesiden ???

Sponsorer / klubtøj. Vi har klubtøj der både er flot og synligt og i god kvalitet, og mange har sikkert ikke behov for nyt klubtøj, men da vi jo har haft en stor tilgang har vi i hvert fald brug for at købe nyt til de nye medlemmer. Og da det af de tre sponsorer, der har tryk på klubtøjet, kun er SYDBANK der fortsætter, er vi også af den grund nødt til at få lavet nyt tøj - vi vil dog prøve at få tøj, der ligner det "gamle" mest muligt, så motionisterne kan undlade at skifte tøj lige her og nu.
Der vil komme en bestillingsliste ud inden længe.
Af sponsorer har vi i år haft hovedsponsor Sydbank og denne kontrakt er forlænget med to år, Karstens Cykler, der ikke vil forlænge, SuperBrugsen - kontrakten løber endnu et år - og Dania Trucks, der har leveret skiltene til Grænsecykelløbene m.m. Som ny sponsor kommer Sostack sandsynligvis til som tøjsponsor for de kommende to år.

Til sidst vil jeg rette en tak til mine bestyrelsesmedlemmer for nogle gode møder og i det hele taget en god indsats i årets løb. Også en tak til de mange medlemmer og ikke-medlemmer, der har hjulpet ved diverse arrangementer, træning af drenge, buskørsel, tøjadministration m.m. Det er ved at løfte i flok vi kan fortsætte den positive udvikling af RKCC.

Rødekro d. 29-10-03 Bent Nielsen

Club La Santa maj 2004

Deltagerlisten ser sådan ud:
Cai Risskov og Ireen
Kai og Grete Greve
Philip Greve
Nils Schmidt og Conny
Niels og Anders Rehrup
Martin Schmidt
Thorkild og Anne Marie Juhl
Palle Sørensen
Erik og Anne Marie Nielsen
Thomas Iversen
Paul Schulz og Kirsten

Heidi og Bent har desværre været nødt til at melde afbud. Derfor er der 2 ledige pladser. Pris 2.800 kr - også for gæster !!!
Afrejse: fredag d. 7. maj (Bededag) kl. ca. 7 fra Billund
Hjemkomst: fredag d. 14. maj kl. ca. 19

Der holdes informationsmøde om turen torsdag den 25. marts kl. 19.00 på Rødekro Skole.

GRÆNSE MTB - LØBET
søndag den 9. november 2003 i Rødekro

Vi blev taget på sengen, men ikke med bukserne nede !!!

Tilmeldingen til årets Grænse MTB-løb var deprimerende lav - kun 64 rettidigt tilmeldte og heraf kun 8 på de 115 km, som jo ellers var ideen med løbet…
Vi aflyste derfor den lange tur og ændrede 70 km-ruten til 75 km med et nyt spændende stykke i Søgård/Lundtoft skov.
Vi lavede mad og købte ind til 80 deltagere, men pludselig kort før start stod folk i kø for at blive efteranmeldt, så pludselig nåede vi op på 127 deltagere + vores 8 masters. Vi havde ikke startkort nok og hvad med mad og drikke ???
Lad det være sagt med det samme - vi klarede den del, der var nok til alle, hvilket selvfølgelig skyldes at vi kalkulerer med rigeligt, og vi havde nogle dygtige folk i køkkenet.
Kort før start kom Palle og fortalte at tre skilte var fjernet i Fladhøjområdet - vores masters måtte derfor skynde sig ud med nye skilte.
Vi kørte samlet til Rise Hjarup og selv om der blev kørt stille og roligt (ca. 20 km/t) var der allerede spredning, hvilket bevirkede at gruppe 3 måtte stoppe helt op ved indkørslen til Nørreskov for at få de sidste med.
Fra Rise Hjarup gik det videre i de 3 mastergrupper til Søgård - jeg har hørt forskelligt om masterkørslen, men de fleste synes det er udmærket - dog kunne de tænke sig flere masters og en tydeligere markering af disse.

Desværre havde der også været ubudne gæster ved vores skilte på den sidste del af ruten og det gik ud over de 5 første deltagere på 33 km, der på toppen af Langbjerg blev ledt ned gennem Nymølle, da en eller anden havde drejet et skilt her. Vi havde to pensionister til at bevogte den del af ruten, men de nåede først frem til skiltet og fik det drejet rigtigt efter de 5 var passeret. Det skabte stor forvirring i mål, da de 5 troede, de havde kørt rigtigt.
Vi valgte efterfølgende at give de 5 et tillæg på 5 min - derved blev placeringerne uændret. Vi valgte også at dele førstepladsen mellem de 3, der kom samlet i mål, idet 1000 m skiltet også var fjernet, og målet var dermed ikke godt nok markeret.

Bortset fra en dårlig markering af mål og en dårligt fungerede tidtagning og resultatberegning p.g.a. mangelfuld instruktion med et par misforståelser klappede det hele godt, men skal vi fortsætte med løbet fremover kræver det flere masters og masser af kontroller, så kære medlemmer meld Jer til at hjælpe næste år, i år var der kun to (udover vores masters), der mente det var deres tur til at tage en tørn for RKCC !!!

RKCCs deltagere klarede sig flot - på 33 km-distancen blev det til en delt 1. plads til Peter Andresen og en 6.plads til Ejner Petersen og på 75 km-distancen blev Egon Thomsen nr. 3, Bjarne Schack nr. 6 og Rene Enghave nr. 11. En flot præstation stod Bjarne Mikkelsen også for ved at gennemføre de 75 km på lidt over 4 timer til trods for to punkteringer og en knækket kæde. Kæden blev repareret af en tysk pige, Miriam Fischer fra Kiel, der stoppede op og klarede kæden med hendes medbragte værktøj - det må man kalde en super social indstilling !!!
Vi har fået både ris og ros for stævnet - følgende er fra Mountain Bike Club, Vejle:

Esben Blicher vinder Grænseløbet
10.11.03
Af Esben Blicher - se også anmeldelse af løbet under "Løbsanmeldelser"
Cirka 100 mand stilede til start kl. 10.00 af dette års "Grænseløb". Det var stadigvæk meget mørkt og det så ud til at vi kunne få regn. De første 30 km kørte vi med "marsterstart" til at vise vej. Vi var delt ind i tre grupper: En for dem der var knap så godt kørerne, en for middel og så en gruppe for dem som vil køre stærkt. Jeg kørte i gruppe 3 og det gik rigtig fint med marsteren. Han kørte i ok højt tempo, endda så der var nogle der faldt af. Med bagerst var der en marster der kørte og samlede folk op.
De første 30 km var på cykelsti med meget brede grusveje og asfalt. Vi var en stor gruppe der kom samlet til første depot efter 30 km. Her blev løbet givet frit og ruten var markeret resten af vejen hjem. Der blev stadigvæk kørt på brede grusveje, så det var umuligt at få lavet et hul til feltet. Forsøgte man, blev man staks køret ind. Da vi kom til en skov, hvor det var meget bakket, dog stadigvæk grusvej, stak jeg sammen med Søren Søby. Han faldt dog meget hurtigt af. Lidt efter kørte en rytter op til mig og vi kørte sammen godt 10 km indtil jeg fik ham rystet af på en bakke. Resten af vejen hjem holdt jeg ham bag mig og vandt med 15 sek. Det lykkedes mig dog og køre forkert, men den holdt hjem, selvom jeg måtte kæmpe for det.
Jeg vandt en stor flot pokal og arrangementet var godt, ruten var fin og godt afmærket, men der manglede noget singletrack.
Der var varmt mad da man kom i mål og varmt vand i bruserne - så der var jo supercool.


LICENS 2004 - skal du have licens, så aflever ansøgning til Preben senest den 19. december. Så når du at få det første nummer af Cycling World 2004.
Pris: (forventet): Drenge: 325 kr - andre: 550 kr. Betal sammen med kontingentet eller ved aflevering af ansøgningen.
Motionslicens koster (forventet) 115 kr og klippekort til 5 landevejsløb 100 kr. Betal ligeledes sammen med kontingentet.
Evt. differense opkræves senere.

Til toppen af siden