| Information / Klubblad |
Forhjulet |
December 2002 |
Generalforsamling
Fremmødet på generalforsamlingen den 30. september var på ca. 30 personer, hvilket må siges at være ganske tilfredsstillende i forhold til klubbens medlemstal på ca. 50.
Den fælles spisning inden generalforsamlingen som næsten alle de ovennævnte deltog i gjorde sit til at skabe en hyggelig stemning inden det gik løs med de mange punkter.
Carsten Pedersen blev valgt til dirigent uden modkandidater og han gav straks ordet til Bjarne Schack, der aflagde beretning på licensafdelingens vegne og derefter til Bent Nielsen, der berettede fra motionsafdelingen.
Bjarne omtalte bl.a. medaljeløbene, hvor der især til det sidste havde været god tilslutningen. Klubmesterskabet, der blev afviklet som et lille etapeløb var også forløbet godt, hvorimod vi havde været mere uheldige med SM i enkeltstart.
Bent gjorde en del ud af træningen som nok er det vigtigste for de fleste motionister. Der er mange motionister der kører rigtigt stærkt, så det kan være svært at gennemføre en træning, hvor de mere moderate motionister kan være med, men gennem træningsformen med sløjfer gik det vist helt godt. Grænse MTB-løbet og Grænsecykelløbet havde været to gode arrangementer og turen til Club La Santa en stor oplevelse, som gentages i 2004.
Begge beretninger blev godkendt efter nogle enkelte spørgsmål.
Erik Nielsen fremlagde regnskabet, der viste et overskud for det forløbne regnskabsår på 13.016 kr og en egenkapital på 161.173 kr. De to store indtægtsposter var sponsoraftaler til 22.173 kr og Løjt Land Rundt med 20.057 kr. De største udgifter var klubbussen med 10.170 kr og tilskud til klubtøj på 8.061 kr.
Motionsafdelingens regnskab viste også et overskud på 2.919 kr og en egenkapital på 29.771 kr. Her var klubbens andel af overskuddet ved Grænsecykelløbet på 9.740 kr og den største udgift var tilskud til turen til Club La Santa på 7534 kr.
Regnskaberne blev enstemmigt godkendt.
Der er ingen tvivl om at klubben med så stor en egenkapital og med to ret sikre indtægtskilder i Løjt Land Rundt og Grænsecykelløbet økonomisk er godt kørende.
Ændringsforslaget til vedtægterne (se sidste nr.) blev ensstemmigt vedtaget, hvilket betyder at RKCC nu kun har en bestyrelse, kort sagt betyder det at licensryttere og motionister nu har samme bestyrelse og samme vedtægter - alle medlemmer er ens.
På baggrund af ovenstående blev det også vedtaget at kontingentet skulle være ens for alle medlemmer over 18 år. Det blev fastsat til 200 kr årligt. Under 18 år er det 100 kr og passive medlemmer betaler ligeledes 100 kr. årligt.
Medlemmerne betaler derudover selv for licens / klippekort.
Derefter var der valg efter de netop vedtagne vedtægter. Det gav nyvalg til Bent Nielsen som formand og Preben Poulsen som kasserer. Kai Greve fortsætter som sekretær og Elo Godsk Hansen, Torben Schmidt, Jan Christiansen og Nils Schmidt er fortsat bestyrelsesmedlemmer. Alle blev valgt uden modkandidater.
Ejner Petersen blev genvalgt som revisor. Der blev ikke valgt en rytterrepræsentant.
Under valg af udvalg præsenterede Bent Nielsen et forslag til ny struktur med opdeling i mange udvalg og det lykkedes at få valgt folk til næsten alle poster, idet de fleste udvalg består af 2 eller 3 personer. Se RKCC´s nye struktur med navne på de valgte andetsteds her i bladet.
Nu er det så vigtigt at få de forskellige udvalg til at arbejde, også gerne på eget initiativ.
Under evt. var der først en stor tak fra Bjarne Schack til vores webmaster Cai Risskov for at have fået lavet en flot, flot hjemmeside. Som en lille erkendtlighed for det store arbejde fik Cai et gavekort på licens 2003 og fri kontingent i RKCC så længe han vil påtage sig arbejdet som webmaster for klubben.
Derefter blev klubmestrene hædret - det var Martin Schmidt hos drengene, Bjarne Schack hos de øvrige licensryttere og Egon Thomsen hos motionisterne. Sidstnævnte blev endda dobbelt klubmester, da han vandt en speciel tidskørsel.
Efter afstemning blev årets drengerytter Martin Schmidt, årets licensrytter Bjarne Schack og årets motionist Bent Nielsen.
Endelig var der vingaver til de afgående bestyrelsesmedlemmer Bjarne Schack, Erik Hansen og Kim Nissen. Bent Nielsen takkede dem for deres store indsats for klubben og havde desuden en tilsvarende gave til dirigenten Carsten Pedersen.
Under evt. blev der bl.a. drøftet udlandstur 2003, hvor den gamle motionsbestyrelse foreslog en uge til Schwarzwald i påsken. Det forslag blev godt modtaget. Se program for turen andetsteds her i bladet og husk tilmelding senest 12. december af hensyn til reservering af pensionat.
Grænse-MTB-løbet den 10. november
For anden gang arrangerede RKCC i samarbejde med 6.a på Rødekro Skole et mountain-bike-løb. Distancerne var henholdsvis 33 km - 70 km og 115 km. Ruten var lidt ændret på den første del, så vi slap for at køre så meget igennem Aabenraa på alm. veje.
Alt i alt tror vi nu på at have fundet de rigtige ruter - at dømme efter deltagernes kommentarer efter løbet var alle tre ruter rigtig gode og afvekslende.
Forhåndstilmeldingerne var lidt under forventning - i alt 73. Det var især på den lange rute det kneb med tilslutningen, så vi håbede på godt vejr på dagen, og der var vi utroligt heldige, idet søndag d. 10. bare blev dagen med det bedste vejr i hele november - ikke alene var det tørvejr, men vinden havde også lagt sig og da starten gik brød solen igennem.
Bl.a. derfor nåede vi også over de 100 deltagere vi havde håbet på. I alt var der 106 til start fordelt med 25 på 115 km-ruten, 59 på 70 km og 22 på 33 km.
Starten gik flot, idet deltagerne hurtigt fandt ind i den af de tre grupper de ønskede at følge og vores 8 mastere styrede det hele på bedste vis, men desværre var der andre i skovene, der gjorde sig store anstrengelser for at ødelægge vores arrangement.
Undertegnede fulgte de sidste deltagere på 33 km - ruten indtil Tøndervej, hvorfra ruten var afmærket hjemad. Derfor satte jeg lidt tempo på for at nå hjem for at hjælpe med diplomer, men da jeg nåede ned ad "Djævlebakken" var skiltet drejet modsat vej - på det tidspunkt var der 6-7 mand foran mig, der alle bortset fra Mogens Beck som kendte ruten var kørt forkert. Jeg fik drejet skiltet, men i Langbjerg Skov var endnu to skilte vendt og endnu et skilt i Søst Skov, så de personer der havde været på spil har åbenbart fået sig en god lang "motionstur" medmindre de har været på knallert.
Desværre opdagede jeg ikke at endnu et skilt i bunden af "Grusbakken" ved Tøndervej var fjernet. Det kom til at gå ud over nogle deltagere på 70 km- og 115 km-distancerne.
Det var 3.gang i træk at vores Grænsecykelløb blev saboteret på den måde, så vi må alvorligt overveje, hvad vi gør ved det. Vi kommer næppe uden om en form for vagt ved skiltene, men helt at gardere sig bliver svært.
Resultater:
33 km: 115 km:
1 Mogens Beck AAIG 1:35:58 1. Andreas Petersen AAIG 4:52:15
3 Bent Nielsen RKCC 1:49:45 2. Egon Thomsen RKCC 4:57:39
12 Rene` Thomsen RKCC 2:02:07 9. Palle Sørensen RKCC 5:24:14
11 Jens Berg RKCC 5:27:50
70 km: 12 Preben Poulsen RKCC 5:37:30
1 Per Clausen BCMBK 3:00:18
25 Lars Frosch RKCC 3:33:26
38 Erik Nielsen RKCC 4:06:42 Egon Thomsen - endnu et flot resultat!
Klubaften
Tirsdag den 10. december kl. 19.30 holder vi klubaften i festsalen på Rødekro Skole, hvor Peter Nørby fortæller om:
Træning med pulsmåler
Peter har samtidig et specialtilbud i Craft Sportstøj - f.eks. termoundertøj 2. sort. til 100 kr pr. del - normalpris ca. 400 kr.
Nørby Sport har også tilbud i pulsure denne aften.
I pausen serveres der gløgg/sodavand og æbleskiver.
Kontingent - Licens
Du bedes venligst betale kontingent på vedlagte girokort senest d. 1. februar. Hvis du vil søge licens kan du få en licensansøgning hos Preben eller ved klubaftenen d. 10-12. Skemaet kan også hentes på www.dcu-cykling.dk
Motionister der søger motionslicens og evt. klippekort skal dog ikke indsende licensansøgning - hvis man oveni kontingentet betaler 100/200 kr får man automatisk motionslicens/klippekort - klippekort, der giver ret til at stille op i 5 landevejsløb i løbet af sæsonen kan kun udstedes, hvis man også løser motionslicens.
Det koster:
Drenge: 100 kr + 275 kr. for licens, Ungdom: 100 kr + 500 kr for licens.
Junior: 100 kr + 500 kr. for licens, Senior/veteraner: 200 kr + kr for licens.
Motionister: 200 kr + 100 kr for motionslicens + 100 kr for klippekort.
Tilskud til løb
Bestyrelsen har vedtaget at klubben fortsat betaler startpenge ved åbne landevejsløb - endvidere gives der også tilskud til deltagelse i motionscykelløb - max. det samme som startpenge for senior i landevejsløbene (p.t. 40 kr - forhøjes sandsynligvis i 03).
3 førstepladser ved Mountain-bike-løbet den 23. november i Aabenraa
Mudder, mudder og atter mudder - det var en stor del af ingredienserne ved AAIG og Blue Sports Fujii Mountain Bike - løb i Hjelm skov lørdag d. 23. november. Det var en teknisk svær rute på 7,5 km på små stier og på kryds og tværs i terrænet - et helt anderledes (og for de "rigtige" MTB-ryttere et rigtigt MTB-løb) løb end vores eget MTB-løb, der har mere appel til motionisterne.
Men det er jo kun godt at der er begge tilbud og nogle deltog da også begge steder.
Der var 3 distancer - en kort distance over 1 omgang og her blev Rene` Thomsen en flot, flot vinder i tiden 28:37 - 2 min foran nr. 2.
På mellemdistancen over 3 omgange var Bjarne Schack aldeles suveræn og han vandt med hele 8 min til nr. 2. Hans tid var 1:07:16
Og på den lange distance over 5 omgange var Egon Thomsen med helt fremme. Vinder blev specialisten Søren Søby, mens Egon som nr. 4 i tiden 1:45:13, kun få sekunder efter den samlede 3. plads, blev en sikker vinder af klassen over 40 år.
Det var et flot MTB-løb, hvor der godt kunne have været flere RKCC´er til start. Udover de 3 vindere var det kun Preben Poulsen der havde tilmeldt sig, men han udgik med defekt efter 1 omgang.
Vores klubbus har gjort det godt, så nu får den lov til at komme en tur til Schwarzwald.
Til toppen af siden