Information / Klubblad Forhjulet Marts 2004

Bent Nielsen ny breddekonsulent i DCU

Undertegnede er pr. 1. marts blevet ansat som forbundets breddekonsulent.

Arbejdsområderne er:
Breddeaktiviteter for børn og unge, bl.a. skoleturnering for 6. klasser, sommerferiecykelskoler, medaljeløb.
Udvikling af nye breddeaktiviteter, bl.a. også for motionister
Klubudvikling
Konsulentarbejde i forhold til Dansk Idræts Forbund

Det er et fuldtidsjob, men da jeg har valgt at gøre mit arbejde som lærer/skolevejleder færdigt for dette skoleår, kan det især i marts, april og maj komme til at gå lidt ud over mit arbejde som formand for RKCC. Jeg har dog valgt - også med accept fra DCU - at fortsætte som formand foreløbigt indtil generalforsamlingen i oktober. Her vil jeg så tage stilling til, om det er muligt både at bestride en "politisk" post som formand og samtidig være "embedsmand" - ansat af DCU.

For mig er det nye job bare drømmejobbet - det er 40 år siden jeg kørte mit første cykelløb og siden har jeg beskæftiget mig med cykelsport på den ene eller anden måde i min fritid - og nu er det blevet mit arbejde.

Næste nummer af Forhjulet udkommer p.g.a. ovennævnte forhold først i begyndelsen af juli - i den mellemliggende periode bedes medlemmerne derfor orientere sig under Klubnyt på vores hjemmeside www.rkcc.dk.

Med venlig hilsen
Formand Bent Nielsen

KLUBTØJ - KLUBMØDE på Rødekro Skole

Vores nye klubtøj er kommet, så vi udleverer tøjet (mod kontant betaling) torsdag den 11. marts kl. 19 - 20.
Samme aften kl. 20 holder vi et lille klubmøde, hvor vi orienterer om den kommende sæson: Træning, løb, klubture og klubarrangementer.
Medbring så vidt muligt vedlagte tilmeldingsseddel som hjælper til diverse arrangementer.

Club La Santa maj 2004

Den endelige deltagerliste ser sådan ud:

Cai Risskov og Ireen, Kai og Grete Greve, Philip Greve, Nils Schmidt og Conny, Niels og Anders Rehrup, Martin Schmidt, Thorkild og Anne Marie Juhl, Palle Sørensen, Erik og Anne Marie Nielsen, Thomas Iversen Paul Schulz, Søren Jensen (gæst) og Niels Dalsgaard.

Afrejse: fredag den 7. maj (Bededag) kl. ca. 7 fra Billund
Hjemkomst: fredag den 14. maj kl. ca. 19.

Hvis du ikke har betalt restbeløbet, så bedes det venligst indbetales i Sydbank på konto nr. 7911 (reg.nr.) 1000158 eller på giro 237-9317.

Der holdes informationsmøde om turen torsdag den 18. marts kl. 19 på Rødekro Skole. Bemærk ændret dato !!!

KONTINGENT

Hvis du har betalt dit kontingent for 2004 (300 kr for voksne, 150 kr for børn, ungdom, junior og passive medlemmer) har du fået udleveret / er der vedlagt et medlemskort, som giver 10% rabat på varer ved Sostack Cykler, Østergade, Rødekro - dog er rabatten ikke fast på nye cykler, så her må du forhandle en pris.

Hvis du ikke har fået betalt kontingent, vil du blive slettet som medlem den 1. april. Så skynd dig at få betalt!!!
Mødet foregår i festsalen på Rødekro Skole.

SKOVENS DAG den 2. maj

Gråsten Skovdistrikt har bedt os om at medvirke ved Skovens Dag i Rinkenæs ved at etablere en Mountain Bike bane for skovens gæster. Det er også et arrangement, som breddekonsulenten går ind i, og vi har derfor lånt 14 MTB-cykler af forbundet. Har du lyst til at prøve banen, så slå et smut forbi mellem kl. 10 og 16.
Af andre arrangementer er der bl.a. planlagt følgende:
Orienteringsløb
Spejderaktiviteter
Middelalderspil
Musik - skovrelateret musik
Hestevognskørsel
Børnefiskeri (under 16 år)
Skattejagt for børn under 11 år
Pony-ridning
Træklatring/tovbane
Bueskydning

Som det ses er det et meget alsidigt program egnet for en rigtig familieudflugt.
Når programmet er endeligt, lægges det ind (evt. som et link) på hjemmesiden.

Rødekro Kultur- & Fritidsmesse '04
www.fritidsmesse.dk
den 11. og 12. september

Fritidsmessen er en enestående mulighed for at lave PR for vores klub i nærområde, og oplægget til messen er godt gennemtænkt. Lørdag eftermiddag startes en fakkelstafet fra Rådhuset i Rødekro og på forskellig vis skal ilden bringes til de små byer Hjordkær, Kassø, Hellevad, Nr. Hostrup, (Hovslund) og Genner, hvor der så vil være forskellige aktiviteter.
Vi har så fået den idé at lave Stjernetour de Rødekro med f.eks. 3 sløjfer der går fra Rødekro og igennem de små landsbyer. Der skal være mulighed for at starte både i Rødekro og i landsbyerne. Det skal være et rent familiemotionsløb uden tidtagning, men med et diplom for at gennemføre henholdsvis 1, 2 eller alle 3 sløjfer. Distancer fra ca. 20 km til ca. 70 km.

Fritidsmessen fortsætter søndag på Fladhøj, og her har vi tænkt os at tilbyde spinning i hallen og MTB-løb (forbundets cykler) i Rødekro Plantage.

Nærmere program følger på hjemmesiden i løbet af maj måneden

LICENS 2004

Skal du have licens, så aflever ansøgning til Preben. Du modtager så Cycling World 2004. Pris: Drenge: 325 kr - andre: 550 kr. Betaling ved aflevering af ansøgning.
Motionslicens koster 125 kr og klippekort til 5 landevejsløb 150 kr. Betaling ligeledes til Preben.

TRÆNINGSRUTER TIRSDAG

  1. Fælles Aabenraa - Øster Løgum - 2-3 ruter over Genner - Genner Strand - Diernæs, hvor alle samles. Derefter fælles Sønder Vilstrup - Haderslev, hvor der deles. De 2-3 ruter går begge gennem Hammelev og vi samles igen på toppen af bakken efter Tørning Mølle. Derefter fælles til Vedsted, Hovslund, Øster Løgum og slut i Rise Hjarup krydset. Ca. 65 - 75 km.

  2. Fælles Aabenraa - Vestvejen - Søstvej - Tøndervej - Årslev Savværk - Lundsbjerg - 2 ruter til Varnæs, hvor alle samles. Fælles rundt om Varnæs hoved, tv. mod Blans. Kort før Blans deles vi igen. Den længste rute fortsætter til Blans, hvorfra der køres til Bovrup. Den korte rute kører også til Bovrup, men drejer th. ved Blans Skov. Tredeling mulig. Opsamling i Bovrup. Fælles videre til Felsted, Felsted Mark, Gl. Skovbøl, hvor der er mulighed for at dele endnu en gang - evt. 3 ruter. Den længste rute går så over Varnæs - Krusemølle til Lundsbjerg og den kortere rute direkte Krusemølle til Lundsbjerg. Derefter fælles Stubbæk - Røllum Skov - Årup Skov - Tøndervej v. motorvejen. Ca. 60 - 70 km.

  3. Fælles Aabenraa - Skedebjerg - Rødekro - Ringvejen - Fladhøj - 2 ruter over Mjøls - Hønkys - Nr. Hostrup - Horsbyg. Fælles videre over Øbening - Mellerup hvor der deles - Agerskov - Gammelskov - Galsted (samling) -Strandelhjørn - Rugbjerg - Øster Løgum, hvor der igen deles. Begge grupper fortsætter over Genner mod Løjt Kirkeby, Barsmark, Løjt Skovby hvor vi igen samles. Der er mulighed for en kortere tur fra Løjt Kirkeby direkte til Løjt Skovby. Herfra fælles over Stollig til den gamle Hovedvej 10. Der sluttes ved Nørreskovvej. Ca. 60 - 70 km.
Rute 1 køres den 30-3, 20-4, 11-5, 1-6, 22-6, 13-7, 3-8, 24-8 og 14-9.
Rute 2 køres den 6-4, 27-4, 18-5, 8-6, 29-6, 20-7, 10-8 , 31-8 og 21-9
Rute 3 køres den 13-4, 4-5, 25-5, 15-6, 6-7, 27-7, 17-8, 7-9 og 30-9
Ruterne afkortes i starten og slutningen af sæsonen. Starten er dog altid den samme, så hvis det kniber med at nå det til kl. 18, kan du støde til efter nogle km. Der startes præcis!

TERMINSLISTEN 2004

LANDEVEJSLØB (Hertil kræves licens eller klippekort)

April Søndag den 4. Kolding: SSC - Indledningsløb Bus Skærtorsdag den 8. Herning Bus 2.Påskedag den 12. Skive Søndag den 18. Esbjerg Bus Lørdag den 24. Odder Bus
Maj Lørdag den 1. Holstebro - Tempo Bededag den 7. Cycling Aarhus Bededagsferien 7.+8.+9. Roskilde: stævne for børn/ungdom Søndag den 9. Vejle Bus Tirsdag den 11. Haderslev: SSC-mesterskab Tempo Bus Lørdag den 15. Hobro Søndag den 16. Randers Jysk/Fynsk Mesterskab Bus Mandag den 17. Rødekro: Medaljeløb Kr.Himmelf. 20.-21.-22. Odder: stævne for børn/ungdom Bus Pinselørdag den 29. Silkeborg Bus Pinsesøndag den 30. Viborg Pinsemandag den 31. Hammel
Juni Lørdag den 5. Ålborg Jysk/Fynsk Mesterskab holdløb Søndag den 6. Thy Søndag den 13. Grenå Bus Tirsdag den 15. Haderslev: SSC-mesterskab Gadeløb Bus Lø+sø den 19.-20. Nyborg LM for veteraner Søndag den 20. Svendborg (- veteraner og A) evt. Bus Lørdag den 26. Rødekro (ikke for A,Jun. og Damer)
Juli To-sø 1. - 4. Skanderborg Veteran etapeløb

Terminer for august og september følger i juli nummeret - terminslisten og proportioner findes på DCU´s hjemmeside: www.dcu-cykling.dk

Tilmelding til Kai Greve senest 16 dage før løbet afholdes. Bussen kører til løbene, hvor det er angivet, hvis der er en chauffør til rådigheden

Startpenge betales af klubben, hvis man gennemfører løbet. Bus betales med 50 kr for senior/veteraner og 30 kr for drenge, ungdom og junior. Chaufføren skal ikke betale. Ryttere fra andre klubber kan køre med for henholdsvis 60 kr/40 kr, hvis der er plads.
Forældre og søskende kører gratis med, hvis der er plads.

UDVALGTE MOTIONSCYKELLØB

April
Søndag den 4.	Stjernetour, Esbjerg		125 km
		Stjernetramp, Brobyværk		25 - 50 - 75 km
Søndag den 25.	Nordøst Fyn Rundt			30 - 65 - 110 km
		Bakkeløbet, Skanderborg		115 km			BUS

Maj
Lørdag den 1.	Stjernetour de Grindsted		58 - 125 - 180 km		BUS
		Haderslev Næs Løbet		33 - 75 - 120 km
Søndag den 2.	CSC Classic Motion, Århus		40 - 100 km
Søndag den 9.	Grejsdalsløbet			30-85-135-167-200 km	BUS
Kr. Himmelf. 20.	Danmarks Højeste M-Cykelløb	25-60-100-160 km
		Skanderborg
Søndag den 23.	Trekløvertouren, Assens		30 - 75 - 150 km		BUS

Juni
Lørdag den 5.	Bramming Touren			30 - 76 - 132 km		BUS
		Melfar 24-hour Cycling Challenge
Lørdag den 12.	Århus - København			355 km
		Cykeludfordringen			82 - 200 - 386 km
Lørdag den 19.	DM enkeltstart for mot.		30 km
		Langeland
Søndag den 20.	DM Landevej for mot.		120 km
		Langeland
		Motions Grand Prix i Vejle		108 km		evt.	BUS

Ved buskørsel gælder samme tilmeldingsprocedure og pris for bus som ved Landevejsløb. Startpenge minus 50 kr opkræves også i bussen.
Ved øvrige løb tilmelder man selv og sørger selv for at få refunderet 50 kr ved Preben (gerne en samlet opgørelse 1 eller 2 gange årligt).

FASTELAVN PÅ CYKEL

Fastelavnslørdag kørte vi et parorienteringsløb på 25 km (luftlinie). Der var 10 deltagere fordelt på 5 par. Drengene slog samtidig katten af tønden ved Vestersø i skoven ved Skedebjerg. Her var der 6 deltagere - desværre var en del forhindret p.g.a. cross og Thomas nåede ikke ud i skoven, da han punkterede. Men de, der var mødt op kunne glæde sig over et pragtfuld vejr og en FED kat.

Orienteringsløbet på cykel blev et tæt opgør mellem Ole / Lars F. og Paul / Thorkild. Ved post 9 havde Ole og Lars Frosch indhentet Paul og Thorkild med 2 min, men de to sidstnævnte tog et bedre vejvalg til post 10 - denne post var desværre blevet fjernet, hvorfor de to hold igen var samlet, og de var også samlet i mål, hvorfor Ole og Lars vandt med 2 min - dog havde denne differens nok været lidt mindre, hvis vi ikke igen skulle chikaneres ved et af vores arrangementer.
De tre andre par fik ikke nogen indflydelse på slutresultatet: Palle fik maskinskade ved post to og hans makker, Lars A. brækkede stellet ved post 4, så de var hurtigt ude af konkurrencen. Nils og Bjarne M. kørte flere gange op og ned ved Farvershus inden de fandt posten på en lille sti inde i terrænet. Og Esben inviterede makkeren Torben en eller flere gange op ad Waterloo, inden de fandt posten ved Dragebænken.

Nils og Bjarne studerer kortet ved starten.

RESULTATER
1. Ole Madsen / Lars Frosch			2 timer  8  min
2. Paul Schulz / Thorkild Juhl			2 timer 10 min
3. Nils Schmidt / Bjarne Mikkelsen		2 timer 31 min
4. Esben Lorenzen / Torben Schmidt		3 timer  0 min
Udg. Palle Sørensen / Lars Andersen
I mål serverede Bjarnes kone, Sonja hjemmebagte fastelavnsboller og varm kakao - det var bare lækkert. Hermed en STOR tak til Sonja.

GENDARMSTITUR lørdag den 13. marts

Sidste år havde vi - trods halvdårligt vejr og flere maskinskader undervejs - så god en tur på Gendarmstien, at vi efter flere opfordringer arrangerer turen igen i år. Der er afgang med bus kl. 8.45 fra Sydbank / kl. 9.00 fra Aktiv Super. Så skulle vi være klar til start i Høruphav kl. 10. Turen går så via Sønderborg, Broager Land, Egernsund, Sønderhav, Kollund, Skomagerhus, Kruså til Padborg. I alt 72 km.

I Padborg kan vi bade hos Dania Truck, og der serveres en let frokost, inden vi igen kører hjem med bus.
Vi forventer at være i Aabenraa / Rødekro kl. ca. 16 - 17. Kai Greve og Cai Risskov har lovet at være chauffører og Ireen og Pia står for frokosten. (Du kan læse mere om Gendarmstien i klubbladet, Februar 2003).

Tilmelding til Bent senest onsdag den 10. marts.

TRÆNINGSDAG I KOLDING
lørdag den 20. marts

Bjarne Schack sørger igen i år for at finde en god og afvekslende rute omkring Kolding / Vejle. Vi regner også med at cykle sammen med ryttere fra den lokale klub.

Turen er for ungdom-, junior-, senior-, veteran- og motionsryttere. Deltagelse - også kørsel - er gratis.

Vi mødes kl. 8:45 på Samkørselspladsen og kører i klubbussen eller private biler. HUSK: Skiftetøj - der kan bades i klubhuset, madpakke til frokost og rigeligt med drikkevarer.
Hjemkomst kl. ca. 15.
Tilmelding til Jan eller Bent senest onsdag den 17. marts.



Til toppen af siden