Vores tur til Club La Santa startede en diset fredag i maj kl. 7.45 ved Rødekro skole, hvor Kaj havde bestilt Aabenraa Taxabus til at køre os til Billund. Vores fly skulle lette fra Billund kl. 10.30, så vi havde god tid til at få morgenmad i lufthavnen. Vi havde fået booket vores billetter, således at vi kom med et tomt fly, der skulle hente en flok gæster på Lanzarote "ca. 148 personer" , ud over os var der kun 8 personer, så vi havde god plads og næsten en stewardesse pr. person. Vi havde en rigtig flot flyvetur, da der stort set var skyfrit det meste af vejen.
Vi landede planmæssigt kl. 14.20 lokal tid, og da fik vi første forsmag på, at de specielt bookede billetter ville give småproblemer. Der var ingen bus fra Club La Santa til at hente os. Heidi prøvede, at komme i kontakt med dem via en lokal buschauffør, som havde en mobiltelefon, men der skete først noget ca. en 3/4 time senere, da en mere eller mindre forvirret guide, dukkede op, og sagde at de ikke havde fået besked på, at der var gæster med flyet fra Billund.
Ved fire tiden ankom vi så, til Club La Santa, fik pakket lidt ud og købt ind til næste dag, i det lokale supermarkedet. Kl. 19.00 var næsten alle samlet på den lokale restaurant til buffet, alle var skrupsultne, da måltidet ombord på flyet, ikke var noget at råbe hurra for. Herefter gik folk tidligt til ro, da cyklerne var booket til næste morgen kl. 9.00.
Nils & Steffan
Lørdag den 4. maj 2002 - Skæbnernes dag på Tabayesco.
Efter en god nattesøvn og et solidt morgenmåltid var vi klar til turens første udfordring. En "opvarmningstur" på 85 km på den kuperede og forblæste vulkanø Lanzarote ventede forude. Turen gik nordpå, hvor den største udfordring var at bestige bjerget Tabayesco. En opkørsel på i alt 9 km og ca. 600 meter over havet. Lyder ikke umiddelbart af meget; men opstigningen begynder helt nede fra havet.
Efter en langsom start på dagens etape ramte feltet "skæbnebjerget" og i et malende tempo, med det smukke golde landskab og de hårdtarbejdende løgplukkere på skråningerne, gik det op af bjerget i bagende solskin og god varme. Bjerget krævede i den stegende hede sine ofre; men skabte også sine store helte - Jens & Palle, der totalt splittede feltet, så alle ryttere kæmpede deres egen kamp på opstigningen….….….
Lorenzo alias Esben havde sat sig nogle store mål for dagen; men det viste sig, at kræfterne ikke kunne holde hele vejen op på toppen. Efter denne bjergetape fik han endnu et øgenavn, nemlig Lorenzo el Planta. (blev "plantet" godt og grundigt på den seje opkørsel). Han havde ellers fabrikeret et banner dagen forinden, hvorpå stod "King of Tabayesco"; men han vil sikkert tage med på turen igen i 2004, så mon ikke han tager kampen op igen ?!?
Efter en for nogen god og laaaang middag på bjergrestauranten med den flotteste udsigt begyndte nedstigningen i bedste Bjarne Riis stil. Ved bjergets fod måtte vi sende ofrene hjem med vores hjælpebil, hvorefter det splittede felt fortsatte turen hjem mod Club la Santa.
Det skal nævnes, at Jens i forbindelse med optankning af vores drikkeflasker på en servicestation uventet kom i kamp med en af de farligste slanger på øen - nemlig den frygtede "luftslange" !!
Han slap dog med nød og næppe fra slangen med livet og skindet i behold. Sådan kan det gå, når man tager fejl af en luftkompressor og en vandslange……ha ha ha.
Efter et godt bad og et besøg i poolbaren, ventede en solrig eftermiddag ved den store og dejlige pool. Dog indtraf her et mindre uheld for Lorenzo el Planta, idet han snublede på bassinkanten og fik sig endnu et "nederlag" og blev rigtig kold……….Havde han mon fået for mange kolde fadøl og gad vide hvornår han tager revanche???
En perfekt dag sluttede med en stor buffet på Restaurant Atlantico.
Jens og Palle
Club La Santa, den 5. maj 2002
Vi stod op til en ny blæsende delvis overskyet dag. Når vi skriver blæsende, så taler vi nærmest om orkan.
Morgenmaden var det sædvanlige, Müsli, brød, ost og kaffe.
Vi kørte alle på lånte cykler, og var så heldige, at vi næsten hver dag fik de samme cykler som dagen i forvejen.
Her på anden cykeldag blev vi delt i to hold, hvoraf det ene (2 personer) kørte med "De mere øvede" (eller hvad det nu hedder), og det andet hold kørte op til "Kamelbjerget". En tur på ca. 50 km.
Bjerget hedder oprindelig Timanfaya, men er nok blevet kendt på, at nogle kameldrivere har set en industri i at fragte turister op ad bjerget på kamelryg.
"Kamelturen" gik sydpå op ad en 10 km lang stigning, i medvind, gennem Tinajo til Mancha Blanca og ind i Nationalparken, som næsten udelukkende består af vulkankrater og størknet lava.
Det var en stor oplevelse at se selve krateret, som næsten ligner et månelandskab, men ikke mindst bjergene som changerer i mange forskellige rød/brune farver når solen kom fri af en masse drivende skyer.
Det vil sige, at turen foregik i overskyet, blæsende vejr. Man skulle særlig passe på når vi kom ind i sidevind, som kunne være meget kraftig. En gang imellem var det svært at holde sig på vejen.
Lige før vi kørte ind i Nationalparken, kom vi forbi små marker hvor der stod små vinplanter, som hver især var beskyttet, mod blæsten, af et nærmest hesteskoformet stendige, eller et par gamle udtjente bildæk.
Hjemturen gik næsten ad samme rute, det vil sige, at vi fik en 10 km nedkørsel til Club La Santa, men denne gang i strid modvind. Heldigvis gik det nedad.
Eftermiddagen gik dels med at ligge ved poolen, hvor man blev godt brændt og dels med socialt samvær og indkøb.
Temperaturen skønnes til 22-23 grader.
Poul Schulz
MANDAG DEN 6. MAJ 2002 PÅ LANZEROTE
Dagen oprandt med tindrende sol og blå himmel, vinden var ikke så slem, som dagen før - så alt tegnede lyst.
Afsted gik det under kommando som sædvanlig af Bent med et - som han selv udtrykte det - "moderat tempo" - hvilket ville få de fleste "tour de france" deltagere til at søge andet erhverv!
Mandagen blev i øvrigt den dag, hvor Palle blev "sat". Han blev simpelthen kørt agterud- han blev sidst!! (Senere på dagen gik der dog det rygte, at Palle var blevet set bagerst i en butik ivrigt kurtiserende en spank signorina, hvorefter resten af holdet stak af mens tid var!!) Bent sørgede dog for - som sædvanlig - at alle kom hjem i folden igen - også Palle.
Om eftermiddagen solede man sig. Og her var det igen Palle, der gjorde sig bemærket.Han var nemlig iført badebukser og cykelærmer!! Om aftenen var der underholdning på torvet. Her optrådte "the Green Team" dvs. alle instruktører på slap line, alt imens "de cyklende motionister" holdt frihjul og vederkvægede sig med en god middag og en endnu bedre rødvin. Klokken elleve var det sengetid, og hvor sov vi da godt.. Forbavsende var det - at på trods af så mange mennesker samlet på et forholdsvis lille område - så var der totalt ro om natten.
Tak til Heidi og Bent og Søren samt rejsefæller for megen overbærenhed - også denne dag.
Kai
Ja det var jo i dag min lillebror Mike havde fødselsdag, vejret var dejligt lige fra morgenstunden. Det hele startede da min mor, Pia vækkede Emil og jeg, fordi vi skulle ind med alle hans fødselsdagsgaver. I kan da godt nok tro han blev glad for hans gaver. Men han snød lidt da vi skulle vække ham, for faktisk sov han slet ikke… Mike gik ind til morgenbordet, hvor Anne Marie havde plukket flotte blomster til fødselsdagsbarnet. Der var blevet serveret fin morgenmad til ham, og han synes nok også selv at det var luksus.
Mike & Emil skulle til badmintonturnering efter de havde spist morgenmad, men de fik vist begge to lidt bank kan man sige, selvom de sikkert ikke selv indrømmer det. Så ville Emil, Mike og jeg også med til minigolfturneringen, hvor vi faktisk klarede os rimelig godt udfra at det var den første gang vi prøvede det. Nogle af os fra 42B og 42A tog ned til poolen, og der solbadede vi lidt - det var nemlig meget afslappende. Men imens vi lå og slappede af, knoklede cykelrytterne med at trampe på de hårde pedaler op af alle bakkerne. Vores maver begyndte at knurre, så vi tog op til pool baren for at få noget at spise, og det var dejligt.
Bagefter jeg havde spist ville jeg lige ned til internetcafeen, hvor jeg skrev nogle E-mails til mine venner. Så ville jeg lige hjem for at skrive postkort. Så tog nogle af os igen ned til minigolfbanerne for at spille mere minigolf. Men det gik ikke så godt for mig. Esben fik 1. pladsen, Steffan fik 2. pladsen. Derefter tog vi alle ned til Restaurant Atlantico og spiste. Men Mike var taget ned til Diskoteket, og der ville jeg lige hen og kigge lidt. Så dansede Mike og jeg lige lidt, det var faktisk sjovt. Men Mike havde jo gæster siddende derhjemme, hvor de ventede på ham. Det gjorde den store flotte lagkage jo også, som Pia havde bestilt helt specielt til Mikes fødselsdag. Og så kom der ellers gang i lagkagen, som faktisk så bedre ud end den smagte, synes jeg.
Efter at vi havde spist lagkage blev jeg utrolig træt, og så ville jeg gerne ind i min seng og sove. Fordi det havde jo været en hård dag for os alle sammen.
Sandra Lorenzen
Onsdag d. 8-5. La Santa Sport - lejlighed nr. 42 A og 42B.
Klokken er 07:00, jeg er første mand på toilettet. Efter aftale bliver Palle og Jens vækket kl. 07:30, der bliver liv i huset. Palle er i godt humør - fløjter og snakker højt, det synes Anne Marie er for tidligt på dagen, og Palle må stå skoleret. "Ak, det er ikke nemt at ha` sin mor med på ferie".
Jeg er et smut ude for at se på vejret, er det bare blæsevejr eller stormer det, nej tørvejr er det og moderat vind, det er OK.
Som morgenmad står den på havregrød, det er vist uden for området af forbudte stoffer.
Jens og Palle er i gang med deres müsli. Esben er også kommet op og han starter dagen med et par cigaretter men senere indtager han også fast føde.
Inden vi alle skal mødes ved cykeludlejningen kl. 09:30 er der hektisk aktivitet. Der bliver lavet energidrik og udstyret skal huskes.
Efter skift af pedaler og luft i dækkene starter vi dagens tur kl. 10:00. Jeg har vist fået Bents knirkecykel, men foreløbig går det godt.
Vi starter med en jævn 5 km stigning. Turen går mod Kamelbjerget som ligger i den vulkanske nationalpark Timanfaya. Der er en stigning inden vi kommer til kamelpladsen, som er startsted for turister, der ønsker at se området fra kamelryg. Vi bliver fotograferet med kamelerne som, for øvrigt er dromedarer.
Turen går videre med en fin nedkørsel, det er rart. Det går op det går ned, det går ligeud, men landskabet er meget afvekslende at cykle i, og på trods af det barske terræn er det smukt at se på.
Vi når kystvejen hvor der foruden en meget flot udsigt også venter nogle forhindringer. Vestkysten ud mod Atlanterhavet er efter en periode med kraftigt stormvejr blevet noget medtaget. Det er gået ud over vejen vi kører på - officielt er vejen lukket for trafik, men med cyklen på nakken forcerer vi nogle vejspærringer i form af lavabunker.
Vi fortsætter mod en lille knold som hedder Femes - den sidste km stiger det mellem 18 og 22 %. Søren er klog, han kører efter aftale udenom og slapper af ved den tankstation, hvor vi senere mødes. Den afgørende opkørsel bliver for mit vedkommende en rigtig nedtur, efter 300 m står jeg af cyklen og fortsætter til fods. Poul må også kapitulere noget senere, selv Bent må kapitulere noget senere, men kommer dog på cyklen igen inden toppen.
Palle kom først op på toppen, jo det går rigtig godt for ungkarlen fra Rise. Også Kenneth fra Viborg, der kørte med os de 3 sidste dage, Jens, Esben og Nils klarede det frygtede bjerg på bedste måde.
Efter at vi har sundet os lidt går det nedad igen, men Palle får tekniske problemer på nedkørslen: kablet til bagskifteren er knækket, det er ikke godt. Der bliver købt drikkelse, og med mit mini værktøj får vi Palles kæde justeret op midt på bagbremsen og med de benmuskler den unge mand har kan han godt træde cyklen hjem. Det går atter mod Kamelbjerget, og de drøner deropad.
Jeg har mit antiklimax - hvor fanden er det nu epo´en er gemt?
Vi når endelig La Santa og jeg kan faktisk ikke huske hvor langt vi har cyklet. Så træt kan en gammel mand blive, det var bare hårdt.
For os der var hjemme på La Santa var der Qui-gong, som var en form for boksning og derefter Danse Mix til Greaserytmer. Omkring middagstid kørte Pia og Mike til dykning. Pia havde nemlig hørt om alskens ulykker, der kunne ramme dykkere, og hun ville derfor ikke lade Mike tage alene afsted.
Så kom cykelholdet hjem og vi hørte de trak op af bjergene (nu havde man haft alt det postyr med at få stjerneholdet samlet til fotografering ved starten på dagens etape !!!).
Ved poolen var det lidt overskyet men skønt alligevel.
Ved 16-tiden gik de hårde drenge til stretch og relax, og det var de rigtig gode til.
Efter badet hvor Palle prøvede på at tømme varmtvandsreserverne på La Santa, fik vi andre et meget hurtigt bad, og derefter gik vi ud at spise forskellige steder.
Vi sluttede aftenen med at se Sandra og Mike danse - det var rigtig flot.
Vel hjemme i lejligheden fik Thorkild sin natmedicin, og han sov som en sten i løbet af ganske kort tid.
Venlig hilsen fra Anne Marie og Thorkild Juhl.
Torsdag:
Go´ morgen, det er d. 09.05.02, kl. er 7:15 og vejret er dejligt. Palle og Jens er løbet tør for mælk. Købmanden åbner først kl. 8.00. Sukkk.. havde mine børn drukket den ??
Sidste etape på 120 km venter os med 30 km bjergkørsel.
Vi kommer lidt sent fra start, da Nils ikke er tilfreds med sin cykel, og vender om for at bytte den. Så er vi i gang, men nu har Kaj fået travlt, de første 20 km rykker han vores ben til syre, men kører derefter en anden rute efter eget ønske, med et lille grin.
Efter et par timers kørsel møder vi et bjerg, hvis navn jeg ikke husker, men det rimer på træsko, 6 km opkørsel, 600 m over havets overflade.
Mod naturen kæmper vi alle, med stigninger på op til 10% og modvind på 10 sek/m svarer dette til en lige højre fra Mike Tyson. Alt i dagligdagen udelukkes, aviser, radio, tv, aktier og valutakurser, telefoner og e-mail´s, det er alt sammen ligegyldigt: vi vil bare op. Jeg kommer selv først til toppen (som H40 altså: Thi hiii).
Så var det Nils, der sparer kræfterne til hans kommende maratonløb, let og elegant med en puls på under 100 får han en flot andenplads i samme katagori. Havde der været en spejder i nærheden, tror jeg han havde fået kontrakten i hus.
Alles fælles belønning er at vi har sejret over bjerget og fået en udsigt der er det hele værd.
Nedkørslen er for mig den store extage , adrenalinen pumper, kære læser: der er fart på!!! det er fedt, det er sjovt, det er barnligt, det er harmoni, det er ferie, det er Lanzarote, det er Rødekro Cykle Klub.
En speciel tak til Bent og Heidi for at organisere netop denne ferie.
Efter en hurtig sandwich, kører vi op på et udsigtspunkt, ca. 400 m over havets overflade. Meget smukt, meget romantisk, meget positivt, og ingen dårlig samvittighed over for min familie, da jeg er sikker på de hygger sig hjemme i lejren.
Sådan en oplevelse giver nye ben, det er der også brug for, da vi skal tilbage til den såkaldte træsko. Denne gang tager vi bagsiden på 9 km med 7% stigning.
Der går rygter om at jeg har modtaget bestikkelse, da jeg nærmest forærede bjergspurten til (Jens og Palle), de halvstore knægte, som Thorkilds kone Annemarie kalder dem.
Poul Schulz kom først til toppen (i kategorien H60). Uden en rynke, en piven eller en sveddråbe, men med et stort smil, og en udstråling af tilfredshed, kun få min. efter de unge.
Nu skal vi hjem!! der mangler 40 km. Tempo, tempo og så lidt hurtigere råber Nils og Poul.
8 km før mål er der udbrud, og jeg må slippe førergruppen.
Heldigvis er vores okse med, også kaldet Thorkild, men sikke en okse!!
Først trækker han os det meste af turen rundt og nu med 50 km/t med mig på hjul, i modvind, gennem månelandskabet, og som en svale der varsler tordenvejr, lykkedes det ham at lukke hullet der var på over 2 km, hvorefter han selv gik med i spurten…
Jeg skal love for han er kommet i form.
Men se nu!!! den garvede, den seje: Bent Nielsen han snyder os alle, hans ben har skjulte kræfter, ikke nok med at han tog bjergtrøjen i H50… Nej Nej, den sidste spurt er den største ære, det har han jo sagt hele ugen.
Den største trussel var Chipollini, også kaldet Jens og så var det den store mester Don Palle. Gang på gang havde de, overlegent plantet os i bakkerne, de sagde de havde ben af stål, men vi ved jo alle, at hvis stål bliver varmt nok, så bliver det blødt som smør.
Ja, hvad skal man gøre ved de halvstore drenge,. det ved Bent: først skal de bankes møre, så skal de steges og så skal de jordes.
En flot overbevisende spurt, der ikke hersker tvivl om hvem der er den mest rutinerede, både fysisk og mentalt.
Hvor er det dejligt at have lov til at opføre sig barnligt, det er der ikke plads til i dagligdagen, hvor jeg skal bære slips og se seriøst, på alt ting.
Mange tak til jer alle, tænk hvor heldige vi var, ingen styrt, ikke én punktering, ingen regn o.s.v….o.s.v.
Nu vil jeg overgive pennen til min kone Pia og høre om hendes dag.
Min største opgave denne torsdag morgen, var at få hentet mælk til "drengene" (Jens & Palle). Så var det på det rene.
Den store dag for Mike var kommet, da han havde fået et dykker kursus i fødselsdagsgave af hans far (som ikke helt var efter hans bekymrede mors ønske, det havde også givet mig en søvnløs nat).
En fantastisk oplevelse han nok aldrig glemmer.
På den anden side af øen, sammen med en dykke-træner drog de ud fra strandbredden og ned i en dybde af 4 m. Mike så en englehaj, og hundrede af andre forskellige fisk svømmede omkring ham, mens de fodrede dem. Jeg tænkte bare på at det var dybere end jeg kunne bunde, da de havde sagt han skulle 8 m ned.
Da vi kom tilbage til lejren, tilbragte jeg resten af dagen ved poolen, det var ren afslapning, det havde jeg også brug for, da jeg forgæves havde forsøgt at følge Annemarie`s tempo de andre dage med kickboxing, bodytoning og aerobics som efterhånden havde sat sig sine spor.
Annemarie motionerede videre som om vi lige var begyndt. Py haaaaaa.
Nu ventede vi på den sædvanlige smukke solnedgang, hvor taxien bragte os til La Santa Restaurant, hvor Carlos skulle servere for hele holdet.
Vi fik smagt på de forskellige lokale vine hvor vores "Tour de Rødekro ryttere" havde cyklet igennem mange gange.
Det var en hyggelig aften hvor alle hyggede sig i hinandens selskab. Alle mine fire børn (Mike, Sandra, Emil & Esben) var trætte så vi forlod restauranten før de andre. Hvordan de er kommet hjem det må guderne vide.
Vi vil gerne takke hele holdet for en uforglemmelig ferie.
Esben & Pia
Fredag:
Hjemrejsen foregik via København, hvilket gav en del forvirring i lufthavnen da vores boardingpas var påført Billund - ja, det er jo ikke almindeligt at flyve ud fra ´en lufthavn og hjem til en anden, men vi kom dog med og flyet lettede præcis til tiden.
Hele vejen fra den jyske vestkyst over Als, Langeland og de øvrige øer havde vi en fantastisk udsigt lige som landingen i København var rigtig flot.
Bortset fra at Sandra var væk en kort tid kom vi hurtigt igennem Københavns Lufthavn ud til den ventende bus fra Taxi Bus. Ganske vist var der plads til 19 personer, men den var ikke beregnet til andet end håndbagage så vi var godt læsset da vi satte kursen mod Jylland. Det blev en rigtig hyggelig tur i den lille bus - om det var Kai eller busselskabet der gav øl eller vand blev vi ikke rigtig klar over, men mange tak til giveren!
En dejlig tur sluttede kl. 23:45 ved Rødekro Skole.
Efterskrift
Dagen efter dukkede børnene op med en af de flotteste buketter blomster vi nogen sinde har haft i huset og nogle dage senere kom Jens og Palle forbi med et vinsæt, en vinkaraffel, flere flasker god vin og chokolade fra alle deltagerne. Vi var begge overvældede og vil hermed gerne takke alle for den flotte påskønnelse.
