| Artikler | Træningsuge på Mallorca, marts 2002 | 200504 |
Fredag den 8. marts:
I afgangshallen i Billunds lufthavn mødtes vi kl. ca. 18. En gruppe på 16 ryttere og 15 cykler, da en ville leje cykel på Mallorca. Deltagerne var: Per Bech (turarrangør), Cai Risskov, Hans Wraae, Flemming From, Vandy Mathiesen, Bjarne Jensen, Søren Hansen, Flemming Hansen, Børge Hansen, Bent Kastrup, Finn Hansen, Torben Fedders, Benny og Chris Jacobsen samt Benny Schmidt og Per Hansen.
Klokken 19.50 var der afgang fra Billund Lufthavn. 2 ½ time senere ankom vi til Palma lufthavn, hvorfra vi bliv kørt til hotel Sol Trinidad i Magalluf. Så skulle cyklerne samles og klokken blev 2.30 før vi endelig kunne se "dyner".
Lørdag den 9. marts:
Stod op klokken 7.30 så vi var klar til morgenmaden kl. 8. Desværre startede dagen med regnvejr, så vi udsatte den første cykeltur et par timer. Dagens tur blev på ca. 60 km. Dvs. en køretid på ca. 2½ time. Turen forgik på de nærtliggende stigninger i nærheden af hotellet. Hen på dagen kom solen heldigvis frem og temperaturen nåede op på 18-20 grader.
Efter et enormt aftensmåltid gik vi tidligt i seng, da vi var lidt i søvn-underskud.
Søndag den 10. marts:
Efter morgenmaden begav vi os friske og udhvilede ud på den første rigtige etape. Den bestod af 7 stigninger, den længste på ca. 6 km. Turen blev på 125 km, og det gav ømme ben.
Mandag den 11. marts:
Som sædvanlig afgang kl 9.30. Dagens tur foregik i forholdsvis fladt terræn midt på øen. Det var lidt køligt, da vi startede, og benene var lidt tunge, så det var lige med at komme i gang. Undervejs besøgte vi en cykelhandler, hvor vi fik tanket godt op af energibarer. 8½ time efter start nåede vi hjem igen. Vi havde da tilbagelagt 190 kilometer.
Tirsdag den 12. marts:
Dagens tur førte os op over to bjerge, hvor vi bl.a. kørte oppe til Orient. Turen var meget flot. Vi kørte i et moderat tempo og kunne derfor rigtigt nyde udsigten. Vi fik i alt kørt 115 km og var tilbage på hotellet kl. 15. Inden aftensmaden havde vi tid til at gå en tur rundt i byen og se området lidt an. Det var tidligt sengetid, for vi skulle være klar til onsdagens kongeetape.
Onsdag den 13. marts:
Onsdag startede vi allerede kl. 9, da dagen forventedes at blive lang og hård. Højdepunktet på dagens etape var opkørslen fra Sa Calobra, men først skulle et par andre hårde stigninger overvindes. Det tog os 20 minutter at suse ned til Sa Calobra, mens opstigningen derfra tog omkring tre kvarter. Derfra havde vi endnu 80 km med 2 gode stigninger inden vi nåede hjem. Der blev kæmpet bravt undervejs. Så galt, at én måtte aflevere morgenmaden i busken.
Vi nåede op på 170 km, og vi var alle godt slidte, da vi kom hjem.
Torsdag den 14. marts:
Godt hærgede efter gårsdagens strabadser bestemte vi os for at droppe cyklen og i stedet tage en tur til Palma for at shoppe. Der blev også tid til en strandtur, selvom temperaturen ikke rigtig var til det.
Efter en fridag var benene atter klar til hård kørsel. Dagens tur gik til Valldemossa og Port Sóller. Vi var delt op i 2 hold alt efter den ønskede hastighed og længde. Vi kørte 112 km i en rimelig hård vind. Da vi kom hjem skulle cyklerne atter skilles ad og pakkes i kasser. Vi fløj fra Mallorca kl. 24 og var tilbage i Billund kl. 2.30. Her opdagede vi desværre at 3 af deltagernes cykler ikke var kommet med flyet hjem.
Turen kan varmt anbefales, da veje og klima på Mallorca er perfekt til cykling. Det var en hård og udfordrende uge, men også rig på gode oplevelser og muligheder for at prøve sine grænser af.
Fotos fra Mallorca-turen